Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Pergamonmuseet
Foto: Pergamonmuseet

ramaskrig. Planerne for renovering møder hård modstand, blandt andet fordi den såkaldte æresgård mellem museets nord- og sydfløj vil blive blokeret af en modernistisk søjlehal.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Udskældt museum bliver Tysklands dyreste ombygning

Pergamonmuseet i Berlin skal ombygges for at tiltrække langt flere gæster.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pergamonmuseet i Berlin er Tysklands bedst besøgte museum med omkring halvanden million solgte entrebilletter om året.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt for Den Prøjsiske Kultur-Stiftelse, der driver det verdensberømte antikhistoriske museum. Man vil have besøgstallet op på omkring 4,5 millioner om året eller omtrent lige så mange, som hvert år besøger British Museum i London.

Derfor skal Pergamonmuseet som den sidste og største af de fem pragtfulde udstillingsbygninger på Berlins Museumsø renoveres og ombygges efter radikale planer, der blev lagt helt tilbage i år 2000. Ombygningen bliver den dyreste nogensinde i Forbundsrepublikkens historie.

Man forventer eller frygter at have betalt mellem 400 og 500 millioner euro, når det nyistandsatte museum åbner sine døre for publikum i 2025 eller måske snarere i 2030. Til den tid er Angela Merkel, museets kendteste genbo lige på den anden side af kanalen Kupfergraben, næppe længere Tysklands kansler.

Planen for ombygningen er ikke vedtaget endnu. Men det ventes, at beslutningstagerne træffer deres endelige afgørelse senest i næste uge. Og så bliver der ballade.

Kritikken hagler ned De sidste ti år er kritikken af den nu afdøde vinderarkitekt Oswald Mathias Ungers projekt haglet ned over den prøjsiske stiftelse, der helt og holdent drives for offentlige midler.

»En arkitekt fejrer sig selv«, skrev den fremtrædende arkitekturkritiker Nikolaus Bernau på kulturforsiden af denne uges udgave af Die Zeit. Dommedagsbasunerne var helt fremme.

Bernau og med ham talløse andre kalder restaureringen for »en katastrofal istandsættelse af et mindesmærke«. Ifølge planen skal den monumentale ’æresgård’, der ligger mellem museets nord- og sydfløj, og som via store trapper fører den besøgende ind i forhallen, blokeres af en modernistisk søjlehal.



Fra denne gitterport af marmor skal gæsterne ad nye indgange ledes ind i de museumsafdelinger, de agter at bese.

Samtidig skal hele den indre struktur gennembrydes af døre, og nye vægge vil vende op og ned på nogle af vores civilisations vigtigste historiske monumenter, af hvilke de mest berømte er det store Pergamonalter fra Lilleasien og Istarporten fra det gamle Babylon i Mesopotamien, landet mellem de to floder, der nu hedder Irak.

Alt sammen i masseturismens navn, anfører Bernau, der kalder museet for en af den tyske republiks vigtigste historiske bygninger. Den er sammen med de øvrige komplekser på Museumsøen optaget på Unesco’s liste over verdenskulturarv. Bernau frygter, at Pergamonmuseet vil blive strøget af listen efter ombygningen.

Forældet fra starten
Pergamonmuseet huser sammen med Louvre i Paris, British Museum i London og Vatikanet i Rom nogle af Europas vigtigste antikke samlinger uden for Grækenland.

Men i sammenligning med British Museum og Louvre var det allerede fra starten et misfoster, der såvel i DDR-tiden som i dag fastholdes i en skikkelse, der var passé, da bygningen stod færdig i 1930.

I det ydre er den opført i en græsk klassicistisk stil suppleret med tysk tyngde. Klassicismen havde en historisk og politisk betydning omkring de borgerlige revolutioner fra 1770 til 1830, hvor de antikke demokratiske idealer udfordrede forældede og ruinerede enevældige styreformer. I 1930 var den sidste salgsdato for længst passeret.

Et vidunder af skønhed
Det antikke hovedstykke på museet, og det, der giver det navn, er Pergamonaltret. Det blev udgravet i årene fra 1878-1886 på en akropolis, altså en højborg, der ligger på et bjerg ved byen Pergamon i Lilleasien.

Pergamon ligger i dag i Tyrkiet ikke langt fra Ægæerhavet, men var i antikken en del af det store græske, hellenistiske rige. Altret er opført små 200 år før Kristi fødsel.

Landskabet og bjerget er badet i Middelhavets lys. Udsigten fra Pergamons akropolis er et vidunder af skønhed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den genfinder man intet af i det overdækkede rum, hvor man har genopført det rekonstruerede alter og dets mægtige frise med fremstilling af en mytologisk kamp mellem guder og titaner – et sindbillede på den aldrig afsluttede krig mellem oplysning og barbari.

Det høje relief er vendt på vrangen, så den besøgende skal tage stilling til hele vrimlen af barokke kampscener samtidig. Den antikke græker kunne læse billederne som en fortløbende tegneserie, mens han eller hun gik rundt om alteret.

En evig tåge
Værst er belysningen. I det store rum hersker evig dæmpet tåge, som man forestiller sig Svalbard en klam efterårsdag. Udenfor brøler togene forbi på Nordtysklands travlest trafikerede jernbanestrækning, der skærer sig tværs igennem Pergamonmuseets granatarrede ydermure og det fint istandsatte Bodemuseum.

Man er lysår fra udstillingen af den græske Parthenonfrise i British Museum, selv om den klassiske billedhugger Fidias’ uovertrufne lave relief også her udstilles indad og ikke udad.

Hellas’ lys er andet end solskin og havblik, men det er ikke en højloftet undergrundsstation som her i Berlin. Pergamonmuseets indre ligner lagerrum eller snoreloftet bag de forreste kulisser på en teaterscene. Det hele venter stadig på at komme ud i rampelyset.



Man har i mere end et halvt århundrede diskuteret, om ikke Parthenonfrisen og Pergamonaltret burde være blevet, hvor de var. Men det gjorde de altså ikke.

Blandt andet fordi den tyrkiske sultan hellere end gerne skaffede sig af med disse fortidslevn, der mindede ham om, at den græsk-romerske kultur havde været levende her helt frem til Konstantinopels fald i 1453. Det var i øvrigt også sultanen, der solgte den babyloniske Istarport til tyskerne.

Kun dårlige løsninger

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Problemet med restaureringen af Pergamonmuseet er, at ingen løsninger er gode, og derfor står alle til diskussion. Museet er som udgangspunkt forkert tænkt, og det bliver aldrig bedre. Arkitekturhistorikeren Nikolaus Bernau beklager i Die Zeit den manglende pietet over for dette arkitektoniske gravmæle. Men Pergamonmuseet er ikke til for Tysklands skyld.

Dets trangbrystede hylster er til for hellenismens, for den babyloniske kulturs og for den islamiske kunsts skyld. Det er den, vi besøger museet for at opleve og blive klogere af. Et budskab, der over en distance på mere end 2.500 år stadig står menneskeheden til fri afbenyttelse.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden