En lørdag midt i april i år, i byen Ishinomaki på den japanske østkyst, standser fotografen Sergej Ponomarev foran den knuste glasdør til en frisørsalon. Rundt omkring, i nabohusene, går japanere rundt og rydder op efter tsunamien. Hver for sig, som i deres egne verdener. Men stedet her står mennesketomt og forladt. Sergej Ponomarev åbner døren og træder ind. Det første menneske Da vandet oversvømmede byen, trængte slam og sand og tang ind overalt. Han er tilsyneladende det første menneske, der er gået ind i frisørsalonen siden.
Hans gummistøvler presser dybe mærker i mudderet som under en månelanding. Han tænker et øjeblik, at ejeren må være død, siden ingen er vendt tilbage, og alt står urørt som frosset i tid. Bortset fra dyndet på gulvet ... og vandlinjen på væggen foran ham. Den strækker sig i hovedhøjde på det grå tapet. Den skærer gennem et indrammet maleri i pastelfarver. Den går hen over en plakat af en ung japansk pige. Og den klæber til en gammeldags, rumhjelmlignende hårtørrer lidt ude i lokalet. Over linjen er væggen ren. Under den klæber skidtet til tapetet som til alt andet i rummet. Det er den linje, han kommer for at fotografere. Ikke andet. Og mens han tager sit billede, prøver han at forestille sig, hvordan det ville være, hvis stedet var hans og han vendte tilbage for første gang og så, hvordan flodbølgen havde stemplet væggene i hans hjem med et mærke, der siger: Du kunne være død her. Sporene af tsunamien For præcis tre måneder siden ramte tsunamien den japanske østkyst, rev bygninger fri af deres sokler og skubbede hele kvarterer foran sig, som når en bulldozer flytter et læs grus.
