Den danskislandske kunstner Olafur Eliasson er faldet i unåde i Storbritannien. Et tilskud på 1 million engelske skattepund fra The Olympic Lottery Distributor (OLD), som kunstneren havde fået håndslag på, er blevet hindret i elvte time. Det sker på grund af bekymring over, at et større projekt, som Eliasson var i gang med at udvikle til sommerens store festival i London i forbindelse med de olympiske lege, var for kontroversielt.
LÆS OGSÅ Dansk stjernekunstner returnerer fin tysk pris i protest
Dermed er det uklart, om det planlagte værk med titlen ’Take a Deep Breath’, som skulle være en af festivalens hovedattraktioner denne sommer, bliver realiseret.
»Vi har stor respekt for Olafur Eliasson som kunstner. Men projektbeskrivelsen havde ændret sig for meget undervejs, og derfor støtter vi ikke projektet«, lyder forklaringen fra en talskvinde for OLD, Morag Wood.
Vejrtrækninger
Selve baggrunden for, at det planlagt tilskud til Eliassons værk er annulleret, diskuteres imidlertid nu livligt i flere britiske medier.
Kunstneren, som havde sit store internationale gennembrud med ’The Weather Projekt’ på Tate Modern i netop London i 2003, ville ifølge The Times i en udendørsinstallation have inviteret folk til at foretage vejrtrækninger på vegne af »en person, en bevægelse eller en sag«, hvorefter ind- og udåndingerne skulle dokumenteres på en hjemmeside. Projektet skulle ifølge avisen, der citerer Eliassons tidligere udtalelser, udfordre OL’s »egocentricitet«, »optagethed af eliten« og »vindere i stedet for deltagerbaserede ideer«. Bestyrelse fik kolde fødder Men Eliassons udtalelser, påpeger The Times, kan have forekommet uvelkomne i den aktuelle britiske politiske debat, hvor især den konservative kulturminister Jeremy Hunt, har advokeret for gammeldags kampgejst og vindermentalitet frem for den mere moderne fællesskabsorienterede holdsport.




























