Hylderne er fyldt op med fugemasse, regnbuefarvede knæskånemåtter og trækoste, og her lugter lidt af maling og gør det selv i Røverkøb på Nørrebrogade.
Klokken er fem minutter i lukketid lørdag eftermiddag, og IBYEN er på jagt efter en stige sammen med den israelske street art-kunstner med det dobbelttydige navn Know Hope. I røde, malerplettede sneakers forsøger han at forklare den fleeceklædte ekspedient, at han leder efter noget, der kan nå helt op til kanten af Dronning Louises Bro.




























