København er bygget på sumpet grund.
Men ikke mindst på indvandring. Uden indvandring var der slet ingen by. Alligevel kan man her i byen få selv den mest højtråbende til at stoppe forbløffet op midt i en ellers uregerlig ordstrøm ved at sige: Sig mig, du er da ikke her fra byen, hva’? Spørgsmålet kan selvfølgelig også hidse vedkommende yderligere op, og derfor anbefaler vi ikke svage sjæle og/eller svage nævekæmpere at eksperimentere for meget med spørgsmålet. LÆS ANMELDELSEN Reaktionen vidner imidlertid om mindst tre forhold: 1) Det er noget ganske særligt at være københavner. 2) At være københavner er en identitet, man tilegner sig. 3) Dermed er der tale om noget, man kan have mere eller mindre succes med. »At blive københavner er en proces« Netop derfor kan tvivlen om en persons københavneridentitet medføre ansigtstab af dimensioner, uanset om vores højtråbende figur er fra Hjørring og er begyndt på CBS i september, etableret hiphopstjerne fra Hillerød med adresse på Christianshavn eller fra Vejle og pensioneret skoleinspektør med 40 år i København Ø bag sig. Københavner er noget, man bliver med tiden og i så vidt omfang, som man er i stand til at tilegne sig kunsten. »Det at blive københavner er en proces, der hele tiden er i gang. Den er kontinuerlig, fordi der hele tiden kommer nye mennesker til. De nye prøver at blive københavnere ud fra, hvad de oplever, og hvem de møder her i byen«, siger Jakob Ingemann Parby, der er museumsinspektør på Københavns Museum, som i øjeblikket viser udstillingen ’At blive københavner’. »Samtidig ændrer de enkelte indvandrere hver især en lille smule på, hvad det vil sige at være københavner. De, der bor her i forvejen, og de, der kommer til byen, er hele tiden i gang med den forhandling. Sådan var det i 1500-tallet, hvor indvandrerne var svenskere og tyskere. Og sådan er det i dag, hvor det også er folk fra fjernere egne«. Restriktioner Er der noget, der er blevet diskuteret i Danmark de seneste år, er det jo netop indvandring.
