Ingen andre var hjemme i lejligheden i Odense den aften. Ingen at spørge, ingen til at rette de fejl, hun følte skam over.
Det var i 2005, Gudrun Hasle gik på Det Fynske Kunstakademi og havde for første gang fundet et sted, hvor hun følte, hun hørte til. Og så havde hun fået denne her idé. Broderede sætninger skulle hæftes fast på et af hendes malerier, og dagen efter skulle underviserne og de andre studerende på akademiet sige, hvad de mente om værket.