Nomineret. Tidligere i år var Gudrun Hasle nomineret til årets bedste udstilling af Foreningen af Danske Kunstkritikere for soloudstillingen 'Modsmerte' på Museet for Samtidskunst i Roskilde.
Foto: EHRBAHN JACOB

Nomineret. Tidligere i år var Gudrun Hasle nomineret til årets bedste udstilling af Foreningen af Danske Kunstkritikere for soloudstillingen 'Modsmerte' på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Kunst

Billedkunstner Gudrun Hasle ser i dag sin ordblindhed som en gave

Billedkunstner Gudrun Hasle er ordblind. En svaghed, der i dag er hendes styrke som kunstner.

Kunst

Ingen andre var hjemme i lejligheden i Odense den aften. Ingen at spørge, ingen til at rette de fejl, hun følte skam over.

Det var i 2005, Gudrun Hasle gik på Det Fynske Kunstakademi og havde for første gang fundet et sted, hvor hun følte, hun hørte til. Og så havde hun fået denne her idé. Broderede sætninger skulle hæftes fast på et af hendes malerier, og dagen efter skulle underviserne og de andre studerende på akademiet sige, hvad de mente om værket.

»Det var jo bare en skolegennemgang, så jeg tænkte, at det gik nok med stavefejlene. Jeg kunne jo lægge ud med at sige, at der sikkert var fejl, og at det altså ikke var meningen«, fortæller hun og smiler.

Men hun nåede ikke at undskylde sig selv. For da de andre næste morgen så malerierne med de små sætninger, skete der noget.

»Folk stimlede ligesom sammen og begyndte at læse. Kæmpede for at forstå det, jeg havde skrevet. Og så alt muligt i det, som jeg ikke selv havde været klar over. Det var der, jeg tog beslutningen om, at nu gør jeg det bare. Skriver på min egen måde. Som jeg selv vil«.

På en eller anden måde havde jeg bare tænkt, at det her var mit liv. Jeg havde ikke sådan rigtig tænkt, at det var gået helt galt for mig

Vi står i billedkunstner Gudrun Hasles køkken på Nørrebro og kigger på 17 meter broderet livshistorie, der ligger delvis rullet ud på gulvet. Hun og hendes journalistkæreste er lige flyttet ind, men Simone de Beauvoir har allerede erobret sin nye faste plads sammen med tusindvis af andre forfattere i den enorme bogreol, der farver rummets ene langside.

Det store broderi på gulvet er et selvbiografisk værk, Gudrun Hasle skabte på akademiet, efter at hun var begyndt at bruge sin medfødte ordblindhed i sin kunst. I dag er stavefejlene hendes særkende i de værker, der nyder stigende opmærksomhed fra kendere og samlere.

LÆS OGSÅ

Tidligere i år var Gudrun Hasle nomineret til årets bedste udstilling af Foreningen af Danske Kunstkritikere for soloudstillingen ’Modsmerte’ på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

Hun har solgt store værker til Kunstmuseet H.E.A.R.T. og Statens Kunstfond, fået betragtelige legater fra nogle af de tunge fonde i dansk kunst, og næsten synkront med sin nye udstilling på Galleri Tom Christoffersen er hun aktuel med en udstilling i Bratislava i Slovakiet.

For nylig tiltrådte hun som formand for bestyrelsen på Overgaden – Institut for Samtidskunst.



En blødende stjerne
På køkkengulvet viser små broderede figurer scener fra en såret opvækst. Rundt omkring dem, på de mange meter lærred, svæver ord og sætninger fulde af stavefejl og skrevet med lidt klodsede mørkeblå sting. Her står BRØSTER i stedet for bryster, SIKARET i stedet for cigaret, TRAKER DRAN i stedet for trækkerdreng.

Sådan staver hun, Gudrun Hasle. Ligesom ord udtales. Hun lydstaver.

Vi står begge bøjet over stingenes fortælling, mens hun uddyber historierne fra sit liv. Med den ene hånd peger hun på broderierne, med den anden forsøger hun at flytte rundt på den lille fod i sin mave, som har besluttet sig for at sparke sin mor ret intenst i ribbenene.

33-årige Gudrun Hasle er højgravid med sit første barn, men engang var hun den lyshårede teenagepige i en grøn bluse, der blotter sin højre skulder på broderiet foran os. På skulderen sidder en rød stjerne. Den broderede hånd har også synlige røde streger.



HVAD ER DET DU HAR PÅ ARM, spørger en bekymret taleboble lige dér, vi er nået til i historien.

IKKE NOGET, svarer den unge pige, ALT GØR ONDT.

»Jeg kom hjem en weekend. Jeg havde skåret denne her stjerne i min skulder. Og det var virkelig, virkelig dybt. Så opdagede min far det, og han gik helt i baglås. Begyndte at stortude. På en eller anden måde havde jeg bare tænkt, at det her var mit liv. Jeg havde ikke sådan rigtig tænkt, at det var gået helt galt for mig«, fortæller Gudrun Hasle.

Alle mine værker former tilsammen en slags gigantisk selvportræt. Men de er også bare et billede af at være menneske.



Hun var cutter, før det var noget, man havde et ord for. Var begyndt at skære i sig selv som 12-årig. I en alder af 15 var hun totalt analfabet, kunne hverken læse eller skrive.

Til gengæld havde hun lært at fremstille sin egen chillum i sløjd på den efterskole for dårlige læsere, hun havnede på, da forældrene lidt gav op. Og så var hun blevet ret vant til at bruge barberblade. Jo mere hun skar, jo bedre lykkedes det hende at skjule det.

Hendes mor havde spurgt, hvorfor hun blev ved med at »ridse« i sig selv. Men ingen voksne havde forstået alvoren, før stjernen sad der og lyste rødt.

»Bagefter gik jeg ovenpå og skar mig lidt mere«.

Glasskårene gav ar
Kort tid efter blev Gudrun Hasle indlagt på Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvor hun boede i et år og fik diagnosen personlighedsforstyrrelse. På det lange broderi ser man en punket teenagepige til møde på afdelingen og i samtale med en psykiater.

JEG FORTJÆNER IKKE BÆDER, står der et sted. JEG HADER MIG SELV, står der mange steder.

Hun skar, fordi det hjalp. Som hvis man har ondt i en storetå, og der er en, der jokker på den anden. Der er kun plads til en smerte ad gangen, siger hun.

Barberbladene og glasskårene tog fokus fra den indre. Fra ensomheden og følelsen af at stå udenfor.

»De ar, jeg har nu, er dem, jeg lavede med glasskår. Men da jeg holdt op med at gøre det, så holdt jeg heldigvis også op med at gå i solen i en lang periode«.



Hvorfor?

»Det var bare sådan et teenageflip, hvor jeg syntes, det var helt vildt cool at være hvid. Og det gjorde heldigvis, at arrene lige så langsomt forsvandt«.

Hendes roste udstilling ’Modsmerte’ fra 2012 handlede om cutting. Ligesom alt andet i hendes kunst var emnet hendes eget liv.

»Alle mine værker former tilsammen en slags gigantisk selvportræt. Men de er også bare et billede af at være menneske. De handler meget om kampen for at være perfekt. Hvilket man jo ikke kan være«, siger hun selv.

På den ene arm har hun en tatovering, som hun fik lavet i 2008. ’I have to be perfect’, står der med hendes kantede håndskrift.

»Det sjove er, at det er først efter, at jeg fik den lavet, at det gik op for mig, at den skifter betydning efter, hvilken livssituation jeg står i. Lige for tiden minder den mig om, at jeg skal huske at være en perfekt gravid«, siger hun og smiler, stadig med den ene hånd trykket let ind mod mavens runding og den sparkende fod derinde.


At bygge et menneske
Mens vi står her i køkkenet, mangler hun kun et værk til sin nye soloudstilling, der handler om hendes graviditet og de bivirkninger, man oplever, når man »bygger et nyt menneske«, som hun siger.

En del af de broderede værker er hvide monokromer, altså helt tomme, bortset fra en titel, som ’Future’. Det er de værker, der handler om babyen og om tiden efter fødslen.

»Fordi det er mit første barn, ved jeg jo ikke, hvad der kommer til at ske. Det syntes jeg var sjovt at vise med helt blanke broderier«.

Mens hun gik på akademiet, hørte hun tit udtrykket ’morkunst’ brugt lidt nedsættende om værker af kvindelige kunstnere, der vendte tilbage fra barsel og for eksempel havde tegnet deres børns legetøj.



»Det betragtes helt klart som lidt kikset at beskæftige sig med sin egen graviditet i kunsten«, siger hun, »men det er netop derfor, jeg synes, det er sjovt. Fordi det er så nært et emne, kan det næsten blive pinligt på forhånd. For hvad kan jeg sige, som ikke allerede er blevet sagt af gravide kvinder før mig?«, siger hun.

Pinlighed har til gengæld aldrig afholdt hende fra at færdiggøre et kunstværk. Engang hængte hun store bannere op i en gågade i provinsen. På et af dem stod der med virkelig store bogstaver:

JEG HAR HAFT KLAMYDIA 3 GAGNE.

På et nyere værk har hun opført alle navnene på venner, hun har mistet. Det er måske ikke direkte pinligt, men listen er en intim manifestation af de små tab, livet byder os.

Det betragtes helt klart som lidt kikset at beskæftige sig med sin egen graviditet i kunsten, men det er netop derfor, jeg synes, det er sjovt.

’Lost frintships’, hedder værket, hvor en lang række navne optræder sammen med BEST FRINT FROM DAYKER og GERL FROM MENTAL INSTITUTION.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Værkets tekst er på engelsk, ligesom på de fleste andre nyere værker. For nogle år siden gik Gudrun Hasle væk fra dansk, fordi kunstverdenens sprog er engelsk.

»Samlere er mere interesseret i at købe ens kunst, når man viser, at man plejer sin internationale karriere. Og som et plus laver jeg nogle endnu mere vanvittige stavefejl, når jeg skriver engelsk«, siger hun og smiler.

Siden den aften i Odense, da hun forvandlede ordblindhed til kunst, har hun raffineret grebet, og i dag præger arbejdet med sprog, ord og stavefejl de fleste værker. Efterhånden består mange af dem kun af tekst. Til en udstilling om sine forældres kommunistiske fortid havde Gudrun Hasle blandt andet broderet hele det kommunistiske manifest, ord for ord.

Et andet af udstillingens broderier pegede på et paradoks i tiden, hvor kvinder og mænd blev betragtet som ligestillede:

MY MOM TOLT ME/ THAT ET OLWAYS WORS THE WEMEN THAT MEDE THE TE/ AT THE POLETEKOLE METENGS/ HVEN SHI WOS YONG, står der.

A for æble
Problemerne i Gudrun Hasles barndom begyndte, da hendes familie vendte tilbage til Danmark efter to år i Thailand. Gudrun Hasle og hendes tvillingebror var 5, da de rejste ud. Moderen og faderen var på det tidspunkt stadig medlemmer af Kommunistpartiet, og faderen var udsendt af Danida.

»Han tog jo i princippet til Thailand for at redde folket, mens min mor skulle møde alle de kunstneriske typer, der var i Bangkok«, siger hun.

Tiden i Thailand ligger broderet på gulvet i køkkenet. Her er tjenestepigen Pensig, der skar heste i bananblade, som man kunne ride på. Her er en 6-årig Gudrun Hasle klædt ud som gul bamse til halloween hos den amerikanske ambassadørs datter. Her er swimmingpools, flyvemaskiner og en broderet oversvømmelse.

»Der var en uge, hvor hele gaden var fuld af vand, og for os var det jo en oversvømmet verden. Vi syntes, det var et totalt hit, mig og min bror, og vi svømmede rundt i gaderne i et bildæk sammen med en masse kinesiske børn, der boede i kvarteret«, husker hun om oplevelsen, der for nylig inspirerede hende til en kunstvideo produceret til DR K.



Da hun var 7, flyttede familien tilbage til Danmark, hvor hun begyndte i 1. klasse på en kommuneskole i Nordvest. På første skoledag skulle alle børnene sige et ord og pege på det første bogstav. Mens alle forældrene så på, sagde Gudrun Hasle selvsikkert »æble« og pegede på A.

»Den oplevelse har prentet sig ind i mig. Som en utryghed, en fornemmelse af at opdage, at der var noget, jeg ikke kunne. Som jeg burde kunne«, siger hun.

I lang tid lød forklaringen, at barnet var tosproget, og at det måtte være årsagen til, at hun ikke kunne lære at læse. Da det blev ved, begyndte hun at få ekstraundervisning. Blev hevet ud af de almindelige timer og sad alene sammen med en lærer, der viste hende trykte kort med småord på. Der. Det. Han. Hun. Er.

»Men noget af det sværeste for en ordblind er at genkende ordbilleder, så det var vitterlig totalt nonsens for mig«, siger hun.

Hun begyndte også at gå til skolepsykolog, ligesom en velmenende lærer fortalte hendes mor, at vanskelighederne med ord og bogstaver var psykisk betinget. På broderiet er han til møde med Gudrun Hasles mor, mens datteren sidder og gemmer sig i baggrunden.



GRONEN TIL GUDRUN IKKE KAN LÆSE ER FORDI HUN ER DOVE, siger han til moderen, DU HAR PORFØRT HENDE DINE ARNE TRAVMER.

»Min morfar var den danske forfatter Thorkild Hansen, som havde været superstjerne og bedstsælgende forfatter, indtil han skrev en Hamsun-bog, der gik galt. Så blev han glemt og lidt skrevet ud af historien. Og min lærer i folkeskolen mente altså, at han måtte have givet min mor så svær en barndom, at hun havde skadet mig«, siger Gudrun Hasle.

I skoletiden blev hendes hjerne EEG-undersøgt, mens hendes bedstemor mente, at pigen burde læse alt på hovedet, og så blev hun intelligenstestet flere gange.

Hver gang med et tårnhøjt resultat, hun havde et kæmpe ordforråd og et virkelig godt talesprog, og det var en af årsagerne til, at skolen ikke kunne forstå, at hun ikke kunne lære at læse.

»De fattede ikke, hvordan det kunne være et problem, når jeg var så godt begavet«, siger hun.

Et voksende selvhad
Da hun blev flyttet til en alternativ friskole, hvor væggene var bygget af ølkasser, og børnene selv måtte vurdere, om de var klar til at modtage undervisning, gik udviklingen helt i stå. Imens voksede der et stort selvhad frem i den utilpassede skolepige, der også var gået tidligt i puberteten, hadede sin nye krop og i øvrigt måtte se sin familie falde fra hinanden, da faderen blev alvorligt syg efter et ophold i Bhutan.

På det 17 meter lange broderi ser man ham komme hjem i kørestol fulgt af en læge med turban.

HAN HAR FÅED EN INDISK LÆGE MED, konstaterer broderiet.

»Ja«, siger Gudrun Hasle, mens hun skænker en kop te, »men kom teenageårene! Og så går det til gengæld helt galt«.

Hun griner lidt, som for at lægge lidt distance til dunkelheden.

Efter indlæggelsen på Bispebjerg fulgte en tid på en ungdomspension for unge med psykiske problemer. Her blev hun kæreste med en psykisk syg 24-årig, da hun selv var 16.

»Ikke verdens bedste kæreste«, som hun siger.

HVOR HAR DU HVÆRET. HAR DU VÆRE SAMMEN MED EN MAND. HVOR SER DU BILLI DU, tordner han på broderiet.

»Problemet var jo, at det var en institution for unge psykisk syge. Men hvornår er man ung? Der var jo ingen tvivl om, at han var alt for gammel for mig. Men vi var blevet placeret samme sted«.

Tiden på ungdomspensionen var vigtig, fordi der var en pædagog, der introducerede hende for et computerprogram til ordblinde. Det var igennem det program, hun endelig fik lært at læse.

Men også ophold i Firenze og Sydafrika er syet fast i stoffet. En periode som brochurepige på Museum Erotica er med. Der er veninder, kærester, og andre mænd, og Holbæk Kunsthøjskole, som får følgende ord med på vejen:

Det ér jo også fantastisk. At jeg har mit eget sprog. Min helt egen niche i sproget. Det synes jeg faktisk er helt vildt privilegeret



HVIS JEG IKKE HADE BETALT FÅR UD SÅ TAGE JEG HJEM MED DET SAMMEN.

Lyspunktet kommer først, da livshistorien er helt rullet ud, og både barndom og ungdom ligger i bløde, tilfældige folder på køkkengulvet foran os. Værkets fortælling slutter i 2004, hvor Gudrun Hasle skal til at begynde på Det Fynske Kunstakademi.



»Det var virkelig et gennembrud for mig at komme på akademiet. Endelig var jeg et sted, hvor det var okay at sige, at jeg kun interesserede mig for kunst«, siger hun.

»Jeg har hørt utrolig mange lydbøger og helt vildt meget P1 hele mit liv, fordi jeg altid har været virkelig, virkelig angst for at være dummere end alle andre. Derfor var jeg ofte blevet skudt i skoene, at jeg brugte for svære ord og var snobbet«.

Gudrun Hasle beskriver sig selv som en form for »uboglig intellektuel«, der længe ikke havde noget sted at gå hen, fordi intellektuelt arbejde er vævet så tæt sammen med netop læsning og skrivning. Da folk på akademiet begyndte at bruge ord som diskurs, når de talte om kunst eller diskuterede værker, følte hun umiddelbar lykke.

»Jeg er jo meget kommet steder, hvor folk var dårlige til at læse, og havde været ret alene med min måde at tackle det på. På akademiet sidder man og læser primærtekster og teori. Ikke fordi man skal skrive en afhandling bagefter, men for at diskutere teksterne. Så jeg kæmpede for at læse, læste en halv time ad gangen hver dag, indtil jeg blev for udmattet og måtte stoppe«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ord, der vender verden

Når Gudrun Hasle i dag bruger sin ordblindhed i sin kunst, er hun blevet meget bevidst om, hvad det gør ved hendes publikum. »Vi bliver jo bombarderet med tekster ude i samfundet, bare prøv at tage en tur ned ad Nørrebrogade. Men man tænker normalt ikke over alle de her ord, der er omkring os. Ikke medmindre der er en stavefejl. ser folk det med det samme«. De små fejl i sproget får en kæmpe opmærksomhed helt af sig selv, siger hun. »Det er også noget af det, jeg får forærende ved, at det er kunst. Så er mine ord allerede ophøjet til noget højere. Derfor kan man ikke kritisere stavefejlene«. Når publikum står foran sætninger, som er lydstavet af Gudrun Hasle, er verden vendt på hovedet, siger hun.







LÆS OGSÅ »Pludselig er det læseren, der skal kæmpe for at forstå teksterne. Når jeg laver mine stavefejl, skal publikum jo bruge dobbelt så lang tid på at læse som normalt. På den måde kommer de til at opleve, hvordan det er at stå i en svagere position«. Det er det kunstneriske arbejde med de lydstavede ord, der har gjort, at Gudrun Hasle ikke længere skammer sig. »I dag kan jeg jo se, at stavefejl også handler om samfundsstrukturer. Det kan være en måde, man kan holde folk nede på og gøre sig bedre end andre. Nogle folk går jo amok, hvis andre laver bare en lille stavefejl. I dag synes jeg nærmest, det er sjovt, hvis folk har et problem med mine fejl. Jeg har fået det sådan: Okay, skal vi slås?«. Har du aldrig været bange for at blive sat i bås som handikapkunstner – altså hvor det vigtige er, at du er handikappet, ikke at du laver god kunst? Hun griner. Højt og selvsikkert.











»Nej. Jeg har faktisk mere været træt af at blive sat i bås som broderikunstner. Jeg oplever jo, at folk kan se stavefejlene for det hele, de kan. For det, de tilfører. Den ekstra dimension, de giver til de historier, jeg fortæller. De ser dem ikke kun som udtryk for et handikap«.

Og faktisk, siger hun, er hun kommet til at holde af sin ordblindhed.

»Det var noget lort, mens jeg var barn, men som voksen vil jeg sige, at det har været en gave. Nu ville jeg ikke lave det om. Så ville jeg jo også være et helt andet menneske«, siger hun og tænker lidt.

»Og det ér jo også fantastisk. At jeg har mit eget sprog. Min helt egen niche i sproget. Det synes jeg faktisk er helt vildt privilegeret«.

Det eneste sted, hun får rettet sine stavefejl i dag, er, når hun skriver legatansøgninger. Dem får hun skrevet igennem af sin kæreste. Det nytter ikke noget, at folk går i sort i allerførste sætning, siger hun. Men ellers lader hun stavefejlene stå. Derfor kan det være en hel lille oplevelse bare at få en sms fra hende. Med en tekst som:

»Er nok en smule forsenked«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce