Når man som besøgende kommer ind på Christiania, sker det jo som regel fra Prinsessegade på Christianshavn gennem hovedporten. Her er det en urban og livlig stemning, der præger stedet, helt modsat de grønne volde og landidyl, der også er en vigtig del af Christiania. Indgangsområdet hedder Prærien og er en blanding af store gule kasernebygninger (Loppen og Fredens Ark), lavere træbarakker, legeplads og genbrugsplads, der tilsammen gør byrummene ret diffuse. De er først og fremmest korridorer og ikke rigtig egnet til ophold. Farverigt gaderum Det er her, Christiania minder mest om de omgivende bygader, visuelt støjende, med åbne pladser og brede gaderum – men med et bemærkelsesværdigt fravær af Københavns uniforme byinventar af grønne bænke, skraldespande og byens nok så funktionelle, men upoetiske gadebelysning. Her er heller ingen fortove belagt med betonfliser, ingen hævede cykelstier og kun få asfalterede veje. Straks man træder indenfor, er man i en anden verden, om end det ikke er Christianias mest charmerende område. Som førstegangsbesøgende bør man gå ned gennem hovedgaden, Pusher Street, og glemme sidegaderne. På dens ujævne belægning af toppede brosten oplever man et spraglet gadeliv af boder og restauranter, et væld af andre besøgende og afbrænding i olietønder som stemningsskabende gadeopvarmning. Det er her, de mest kendte og samtidig mest tarvelige sider af Christiania udspiller sig med de berygtede jævnlige politirazziaer mod den ulovlige hashhandel. Men lige bag dette område er det som at træde ind i en helt anden verden. Storbyen fordufter pludselig, og resten af Christianias langstrakte enemærke omkring voldanlægget tilbyder besøgende varierede grader af rørende landsbyidyl og vild natur. Naturen mod volden Som bybiotop er disse områder nok de mest spændende at besøge. Christiania er administrativt opdelt i 14 selvstyreenheder, der alle refererer til den øverste myndighed, Fællesmødet. Enhederne og beboerne sætter hver deres præg på stedet, så for hver klynge af knopskudte, selvbyggede og fantasifulde huse omkring volden, man passerer, skifter blandingen af natur og kultur, af dyreliv og menneskeliv. Overalt mærker man voldanlæggets klare kantede form og skarpe skrænter, som enkelte steder er blevet blotlagt. Men for det meste er 1600-tallets rigide militære landskab genindtaget af naturen – ofte hjulpet på vej eller holdt tilbage af menneskelige indgreb. I bymæssig sammenhæng er det blevet til nogle helt usædvanlig snævre, spændende og hyggelige grønne passager, der fremstår langs voldene.
Er Kastellet det fastfrosne fortidsminde, Østre Anlæg den halvvilde naturpark, Ørstedsparken den romantiske have og Tivoli en tæt bebygget forlystelsespark, så er Christianias rester af Københavns gamle voldanlæg blevet et frodigt varierende bylandskab med et rigt, men også sårbart dyreliv. Alternativ naturromantik Line Bjarnhof, der bor i et af de mange smukt indplacerede selvbyggerhuse langs vandet, fortæller, at det ikke kun er utilpassede mennesker, der søger ly på Christiania. Også dyr flygter i store tal til Christiania, i takt med at den omgivende by udvikles, og Christiania gror til. Men sidste år døde søen og masser af dyr med den, da vandgennemstrømningen var tilstoppet. En svanefamilie er nu vendt tilbage, og forældrene hvæser ad fotografen, men Line Bjarnhof formår at berolige den. Nogle steder åbner voldens beplantning sig i kig ud over vandet, og andre steder lukker den sig tæt om stierne, så der kun lige er plads til, at man kan passere hinanden. Der er en god del naturromantik på spil i denne alternative verden, der er et spejl af sine beboere, der dog er mindst lige så forskellige som folk uden for Fristaden. Vild natur Helga Nova fra Gartnergruppen fortæller om deres arbejde med at holde nogle steder åbne og om andre, »hvor naturen bare får lov«. »Jo længere ud man kommer mod det nordligste område, Bjørnekloen, jo vildere og mindre plejet bliver naturen, og jo smallere bliver stierne«. De syv-otte frivillige i Gartnergruppen holder blandt andet stierne og har etableret en række smukke trapper over voldene, der beskytter dem mod de mange tusinder besøgende, der hvert år benytter området. Med til den store eksperimenterelyst, der præger området, hører også forskellige miljøtiltag. Mellem mange af husene ved voldens fod er etableret rodzoneanlæg til oprensning af spildevandet, og ude i søen står en solfanger og skilter med miljøbevidstheden. Al denne variation forestiller Slots- og Ejendomsstyrelsen sig kunne ryddes til fordel for en tilbageføring og frilægning af voldanlægget, som det stod på Christian IV’s tid. Ligesom det er sket på Kastellet. Gå derud og oplev disse vidunderlige rum, inden det måske er for sent.
