Nicolai Wallner læner sig lidt frem.
Ikke meget, for han er ikke typen, der betjener sig af store fagter, men nok til at vise, at samtalen nu bevæger sig ind på et emne, der kan få hans blodtryk til at stige: nationens kulturminister. »Jeg synes, at Uffe Elbæk er en meget, meget stor skuffelse«, siger Wallner. Det kan alle og enhver jo komme og sige. Men Nicolai Wallner er ikke alle og enhver. Han er landets måske vigtigste gallerist og en af de helt centrale figurer i den verden, Elbæk er minister for. Kunstens verden. Wallner var en væsentlig grund til, at dansk kunst i 90’erne vågnede af sin provinsielle slummer og steg op på den internationale scene.




























