Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Populær: Når de kongelige udstiller kunst trækker det fulde huse.
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

Populær: Når de kongelige udstiller kunst trækker det fulde huse.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De kongelige blockbustere er vanvittigt populære

Hvor går grænsen for, hvad man kan udstille på et kunstmuseum? Museumsdirektørerne giver svaret.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hold da kæft, tænker jeg, da jeg får øje på plakaten for den næste udstilling på ARoS, det, der må være den største og mest udspekulerede blockbuster på et dansk kunstmuseum nogensinde!

I venstre side af plakaten sidder dronning Margrethe og kigger over mod højre side, hvor prins Henrik sidder og kigger tilbage på hende. Imellem disse to kongelige står der: ’Pas de deux royal’.

Og det har ikke noget med ballet at gøre, der er tale om ’et kunstnerisk møde’, står der med små bogstaver. Jeg fisker pressemeddelelsen frem og læser, at det bliver »en enestående udstilling med værker af Danmarks kreative regentpar«.

Hun er en solid og dygtig kunstner, det er der ikke nogen tvivl om.

Ikke alene dronningens malerier, dem har vi efterhånden set nogle gange, men også prinsens skulpturer, som aldrig er blevet vist på et museum. Lidt af et scoop.

Og ja okay, siger jeg til mig selv, hvis de kan udstille racerbiler, som de gjorde for nogle år siden på det her aarhusianske kunstmuseum, så kan de vel også udstille et kreativt regentpar. Det er hårde tider, og alle kneb gælder, når der skal sælges billetter.

Eller hvad?

Hvor hårde er tiderne egentlig blevet? Stemmer det, at kunstmuseerne i højere grad end tidligere er tvunget til at vise brede og storsælgende udstillinger for at få det til at løbe rundt?

Og findes der en grænse for, hvad man kan udstille?

Jeg får fat i Christian Gether, som er direktør på kunstmuseet Arken nede i Ishøj. Han havde sidste år en stor udstilling med dronningens værker og åbnede for nylig en anden populær udstilling, nemlig med mexicanske Frida Kahlo.

Christian Gether bekræfter, at man i højere grad er nødt til at tænke i blockbustere, hvis man vil have et kunstmuseum til at løbe rundt. Og det har han det fint med.

»Jeg synes, det er fantastisk, når folk strømmer til museet. Og går rundt og smiler og snakker og diskuterer ... I gamle dage sagde man, at museet var ligesom et kapel, og man skulle være ærbødig, og der måtte ikke være for mange derinde, for så støjede de for meget, og så kunne man ikke fordybe sig. Jeg synes sgu, det er sjovt, når der er mange mennesker herinde!«, siger direktøren.

»Er der en modsætning mellem en blockbuster og noget seriøst?«, spørger jeg i telefonen.

»Nej, nej, nej, det er der ikke. Men folk mener, at alle udstillinger, der trækker folk til, er dårlige. Sikke noget sludder! ... Folk i almindelighed har en ganske god kunstsans. De vil sgu se det bedste. Og hvis man snyder på vægten, kan de lugte det lige med det samme«.

Dronningen er vanvittigt populær
Blockbusteren blev allerede defineret omkring 1930 af Alfred H. Barr, den første direktør for Museum of Modern Art i New York, fortæller Christian Gether. Barr indså, at museet var nødt til at skifte mellem bredt appellerende, varme, udstillinger og så nogle smallere og mere udfordrende, kolde, udstillinger.

»Den strategi har man kørt lige siden, over hele verden«, siger Arkens direktør.

Og med større og større vægt på de varme udstillinger bekræfter direktørerne for de største danske kunstmuseer, som ud over Arken er Louisiana, ARoS og Statens Museum for Kunst. Museerne håber så, at nogle af dem, der strømmer ind for at se en varm udstilling, også fristes til at kaste et blik på en kold.

Lige nu er det som sagt Frida Kahlo, den farverige og fabulerende kunstner med de sammenvoksede øjenbryn, som gør det ud for publikumsmagnet på Arken. Samtidig viser man nogle mindre udstillinger med rumænske og kinesiske avantgardekunstnere.

»Det interessante for mig i forhold til de bredt sælgende udstillinger er at finde de kunstnere, som har noget på hjerte, og som kan sige vores tid noget. Med Frida Kahlo er det selviscenesættelsen«, siger Christian Gether.

»Og hvorfor valgte du at udstille dronningen?«.

»Fordi hun har en unik position, og fordi hun er en solid og dygtig kunstner, det er der ikke nogen tvivl om«.

»Blandt anmelderne er der tvivl ...«, indskyder jeg

»Jo, men de er jo ikke sandhedsvidner. De er ikke overdommere for, om den kunstneriske kvalitet er i orden eller ej«.

»Men det er du vel heller ikke?«.

»Her på stedet er jeg«, konstaterer Christian Gether.

»Ville du have udstillet de billeder, hvis du var blevet præsenteret for dem uden at vide, at det var dronningen, der havde malet dem?«, spørger jeg.

»Det er et hypotetisk spørgsmål ... Det er klart, at der er den dimension i billederne, at det er dronningen, der har lavet dem ... Men jo, jeg ville gerne have vist de billeder under alle omstændigheder«.

»Og hvad kan dronningens malerier så sige om vores tid?«.

»Jamen, det ligger da ligefor! Dronningen står så centralt i vores samfund. Dronningen er vanvittigt populær. Selv modstandere af monarkiet synes, at dronningen er fantastisk«, siger Christian Gether.

Giv os noget spektakulært!
Nu om dage skal der mere til at holde et kunstmuseum kørende end den klassiske taktik med varme og kolde udstillinger, mener billedhuggeren Bjørn Nørgaard.

»De politiske krav og fondenes forventninger til tilskuertal er jo eksorbitante«, siger den erfarne kunstner og tidligere professor på Kunstakademiet. Et kunstmuseums succes måles på, hvor mange mennesker der strømmer ind i salene. Kunstverdenen er for længst blevet markedsgjort.

»Museerne skal sælge billetter, for nu at skære det ud i pap«, siger Bjørn Nørgaard.

Og man sælger kun billetter ved at lave noget, der råber højt. Noget »eventagtigt« eller »spektakulært«, som billedhuggeren udtrykker det.

»Som for eksempel den britiskindiske kunstner Anish Kapoor, der lige har været på ARoS, og som har den der skide kanon, der skyder voks ud. Han har også et transportbånd, der læsser voks af i store bunker. Og der er vores egen Olafur Eliasson, der fylder rummet med spejle ...«.

Et andet eksempel er Louisianas nye udstilling, ’Arktis’.

»Der er ikke grænser for, hvad den handler om af klimating, og Jorden er ved at gå under, og polerne smelter, og rend mig i røven ... Så må man sige: Hvad rager det kunstmuseerne?«.

Den stigende interesse for blockbustere og alt det, der har med formidlingen af kunst at gøre, har en høj pris, mener Bjørn Nørgaard.

»Man kan frygte, at det mere basale museumsarbejde, altså det at registrere, at få rum og plads for forskningen, bliver klemt i den her proces. Og at der politisk er meget lidt forståelse for, hvor vigtigt det er, at samlingerne og den nye kunst bliver ved med at kunne udvikle et kritisk forhold til den generelle virkelighedsopfattelse. Og det er dét, der er kunstens opgave i det moderne samfund«.

Kunsten skal udfordre og kritisere den generelle opfattelse af virkeligheden. Ellers giver den ikke mening. Og hvis alle kunstmuseer vælger at smøre de samme sikre sællerter ud i et tyndt lag over udstillingskatalogerne, risikerer vi at ende i den rene opportunisme, frygter Bjørn Nørgaard.

»Vi er ved at gøre opportunisme til radikalitet. Og det går ikke. Opportunisten og den radikale ligner hinanden. Begge farer ud med de store armbevægelser. Men opportunisten gør det, uden at der sker noget som helst væsentligt – det er bare at røre rundt i gryden én gang til«.

Intet regentpar på Louisiana
Jeg vil også gerne tale med Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, om det her. Han har travlt med at åbne den nye brede udstilling 'Arktis' – og rejser væk umiddelbart efter. Men han svarer på et par spørgsmål via e-mail:

Er det i stigende grad blevet nødvendigt for et stort kunstmuseum at tænke i brede storsælgende udstillinger?

»Ja, og det er både godt og skidt. Det vigtigste er at skelne mellem populisme og populært – populisme er laveste fællesnævner eller fravær af kvalitative overvejelser, populært er, når noget vigtigt rammer mange mennesker. Det er skidt, hvis museerne kun skal lave brede storsælgende udstillinger, men det er godt, at de tvinges til at få mange mennesker i tale – især hvis de, museerne, har noget at sige«.

Hvor går grænsen for, hvad et kunstmuseum kan udstille?

»Kunst handler ofte om at flytte rundt på grænser, så det kan man ikke sige på forhånd, kun i situationen«.

Kunne man forestille sig, at vi også får dronningen og prinsen at se på Louisiana?

»Louisiana er et museum for moderne kunst i internationalt regi og derfor ikke et sted, hvor dronningens og prinsens arbejder ville være velplacerede«, skriver Poul Erik Tøjner.

Vidende og indsigtsfulde amatører
Jeg spørger Bjørn Nørgaard, om en udstilling med dronningen og prinsen efter hans opfattelse hører hjemme på et kunstmuseum. Billedhuggeren tøver et øjeblik, inden han siger:

»Jeg er selv involveret i udstillingen, skal du vide ... Jeg har skrevet i kataloget. Men derfor kan jeg godt sige noget om det ...«.

Han ser udstillingen på ARoS som den afgående direktør Jens Erik Sørensens hyldest til regentparret.

»Det er jo klart, at den her udstilling ikke er et gennembrud for en ny måde at se kunsten på, for det er jo direktørens meget personlige projekt ... Og i og med at han går af, er det ikke nødvendigvis museets linje«.

»Ville det være en forkert linje for museet?«.

»Når man lader dronningen og prinsen udstille, så vil der, uanset hvor godt eller dårligt det er, altid være en mistanke om, at det bare er, fordi det er dronningen og prinsen. Den kan de jo aldrig slippe for«, siger Bjørn Nørgaard.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han kalder de to kongelige »vidende og indsigtsfulde amatører«, hvis »professionelle virke er deres repræsentative pligter« som prins og dronning.

Dronningens. Hvad berettiger at udstille regentparrets værker? spørger Politiken. »At direktøren synes det er interessant« svarer direktør på ARoS, Jens Erik Sørensen.
Foto: HJORTH HENNING

Dronningens. Hvad berettiger at udstille regentparrets værker? spørger Politiken. »At direktøren synes det er interessant« svarer direktør på ARoS, Jens Erik Sørensen.

»Du kan ikke skille det ad. Det ville være det samme som at skille Beethoven fra hans symfonier. Du kan ikke sige, at du udstiller det her, fordi det er fremragende billeder. Du kan heller ikke sige, at vi kun udstiller det her, fordi det er dronningen. Fordi hvis billederne havde været helt ad helvede til, havde man ikke kunnet udstille dem«.

I øvrigt burde vi glæde os over at have et regentpar, der maler og skaber skulpturer i stedet for at »true alverdens lande med raketter«, mener Nørgaard.

»Det er i og for sig vældig sympatisk, ikke?«.

»Det må man sige ... Men hører det hjemme på et kunstmuseum?«, spørger jeg igen.

»Ja, når du ser, hvem der i øvrigt er på kunstmuseerne i dag ... Så vil jeg sige, så er det svært at sige, hvad der ikke hører hjemme på et kunstmuseum ...«, griner billedhuggeren i den anden ende af røret.

Dylan og dronningen
På Statens Museum for Kunst bekræfter direktør Karsten Ohrt, at man tænker meget over, hvordan man kan skabe blockbustere. Sådan har det været længe, oplyser han.

»Vi er alle interesseret i at få et stort publikum. Det er åndssvagt at have en institution, hvis der ikke kommer nogen folk«, siger Karsten Ohrt.

Han understreger, at de fleste udstillinger på Statens Museum for Kunst tager udgangspunkt i egen forskning og i museets egen samling. Men indimellem finder man på noget, der stikker ud. Som for eksempel da man for to år siden udstillede malerier af Bob Dylan.

»Hvert andet eller tredje år laver vi et eller andet, der får folk til at sige: Hvad skete der lige der? Hvorfor gør de lige det? ...«.

Man kan med lidt god vilje dele blockbusterne op i fire kategorier. I den første findes en halv snes store moderne klassikere som Picasso, Chagall, van Gogh og Matisse, suppleret med nogle få danske navne, for eksempel Asger Jorn.

Så er der de blockbustere, der dybest set ikke handler om kunst. Som da ARoS i 2006 udstillede racerbiler, eller da Ohrts forgænger, Allis Helleland, udstillede modetøj, blomster og sølvtøj fra Georg Jensen for at trække et nyt publikum ind.

Den tredje kategori er, når man blander kunst sammen med naturvidenskab eller kulturhistorie, som det lige nu sker på Louisianas udstilling om Arktis.

Og endelig er der udstillinger med populære personer, der fremstiller kunst, men som primært er kendt for noget andet – som dronning Margrethe og Bob Dylan – og hvor anmelderne ofte tager sig til hovedet over det kunstneriske niveau.

Det handler om at få et indblik i, hvilke tanker vores regentpar gør sig, når de ikke er i offentligt regi. Er det godt? Er det skidt? Det er op til den enkelte at vurdere

Jeg spørger Karsten Ohrt, om han stadig mener, at han udstillede Dylan, fordi han var en god maler, og ikke fordi han var Dylan?

»Ja, i det her tilfælde var det sgu svært at skelne det ene fra det andet ... Men jeg mener, at det holder vand. Manden er nu blevet optaget i det fineste galleri i verden, Gargosian Gallery i New York, og det gør de jo ikke bare, fordi han er Dylan, det er også, fordi han er en god maler ...«, siger direktøren.

»Eller fordi hans billeder kan sælges til en god pris?«.

»Jeg vil altså fastholde, at Dylan er meget interessant som billedkunstner ... Min kollega Ingrid Müssinger på kunstmuseet i Chemnitz viste også Dylan, og hun valgte ham kun som billedkunstner, for hun kendte ham faktisk ikke som musiker. Hun kommer fra det gamle Østtyskland ...«.

Hvad så, Jens Erik Sørensen?
Jeg har gemt Jens Erik Sørensen til sidst. Han har i 30 år været direktør for kunstmuseet i Aarhus, som siden 2004 har heddet ARoS. Hans sidste udstilling er 'Pas de deux royal', og den ligner – i hvert fald på papiret – den ultimative blockbuster.

På en måde personificer Jens Erik Sørensen udviklingen på kunstmuseerne, med flere og flere varme udstillinger. Da ARoS åbnede, tænkte direktøren mere på at lave gode udstillinger end på at lokke det store publikum ind.

»Vi ville gerne være Danmarks nye museum for international nutidskunst. Og det viste sig så efter to-tre år, at publikum tørrede lidt ud«, erkender direktøren.

Han viste blandt andet en stor udstilling med den ret provokerende amerikaner Paul McCarthy, hvor »mennesket og dets kropsvæsker« var i centrum.

»Det var en fantastisk udstilling. Men i pressen blev der – sandfærdigt nok – gengivet billeder af al hans ketchup og nøgne, ulækre mænd, hvilket betød, at familierne og skolerne ikke kom ... Så jeg tænkte: Okay, det kan ikke fortsætte på den her måde! ...«.

I tre mørke år – fra 2007 til 2009 – havde ARoS underskud. Så fik Jens Erik Sørensen en række virksomheder til at skyde penge i museet. Og han begyndte at vise de store moderne klassikere. Først Jorn. Så Edvard Munch. Kæmpe blockbustere!

Og nu gælder det så udstillingen med dronningens malerier, scenografi og bispekåber side om side med prinsgemalens bronzeskulpturer samt udpluk af hans poetiske produktion.

»Fortæl mig lige, hvad der berettiger at have en stor udstilling med regentparret på et kunstmuseum?«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»At direktøren synes, det er interessant«, lyder det kort og godt fra Jens Erik Sørensen. »Det er ligesom med racerbilerne, det er mit ansvar«.

Han forklarer, hvordan han igennem mange år har fulgt dronningens maleri og for et par år siden også fik øjnene op for prins Henriks skulpturer.

»Pludselig kunne jeg se, hvordan hans figurer fuldstændig passede ind i dronningens landskaber – som jo er uden figurer – som om de var kommet kravlende ud af disse landskaber ... Og så tænkte jeg: Hold da op, det er da egentlig specielt og interessant at sætte dem sammen ...«.

Jens Erik Sørensen lyder virkelig, som om han har lyst til at udstille dronningen og prinsen.

»Det er klart, at ingen af dem har sat sig for at revolutionere verden med billedkunst«, siger han.

Alligevel hører regentkunsten hjemme på et kunstmuseum, insisterer Jens Erik Sørensen.

»Fordi det handler om billeder! Og det handler om at få et indblik i, hvilke tanker vores regentpar gør sig, når de ikke er i offentligt regi. De har et privat rum hver især, hvor de vandrer ind og skaber nogle ting, og det er da spændende at kigge ind ... Er det godt? Er det skidt? Det er helt op til den enkelte at vurdere«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden