'Stalingrad'. Herhjemme har en ældre generation haft patent på dyrkelsen af Asger Jorn, men i udlandet vokser interessen for den danske kunstners radikale, politiske projekter.

'Stalingrad'. Herhjemme har en ældre generation haft patent på dyrkelsen af Asger Jorn, men i udlandet vokser interessen for den danske kunstners radikale, politiske projekter.

Kunst

Museumsinspektør: Asger Jorn er større, end vi tror

100-året for kunstnerens fødsel markeres med flere udstillinger, men også med et opgør.

Kunst

Hvorfor jeg var på V1 Gallery, husker jeg ikke.

Hvilken kunstner, der udstillede den dag for omkring tre år siden, om galleriet var tomt eller tætpakket, og om det var koldt eller varmt udenfor i Kødbyen, har jeg ingen anelse om.

Men en kort samtale husker jeg. Især en sætning står stadig og dirrer i min erindring.

»Asger Jorn er jo dybt progressiv og meeeega radikal«.

Det var galleriets ejer, Jesper Elg, der sagde ordene. Han havde lige været i Aarhus med en amerikansk kunstner. Og han havde tænkt, at når man nu var i byen med en udlænding, burde man tage på ARoS, der på det tidspunkt viste udstillingen ’Jorn International’.

Den dag ændrede den københavnske gallerist fuldkommen syn på Asger Jorn.

Jeg husker den korte samtale, fordi jeg blev overrasket.

Netop i det toneangivende unge galleri havde jeg slet ikke regnet med, at navnet Jorn kunne smides ind i en begejstret snak om samtidskunst, og da slet ikke som eksponent for det progressive.

Sagde man Jorn til mig, bragte mine hjerneimpulser mig automatisk hjem i min bedstemors dagligstue. Jeg så for mig Jorn-maleriet med sin abstrakte sort-blå tåge hænge lige til venstre for bogreolen og fornemmede kvædeteen dampe i det musselmalede porcelæn. Det var hyggeligt, det var trygt, og det var alt andet en meeeeega radikalt.

Klar til brodden I år er det 100 år siden, den danske kunstner Asger Jorn blev født.

Det markeres med flere udstillinger og bogudgivelser. Men også med et opgør.

Bag flere af udstillingerne og udgivelserne er ambitionen om at rykke den folkekære Cobra-kunstner op med rode og for alvor omplante ham i international jord. I USA refererer både yngre kunstnere og kunsthistorikere allerede til Asger Jorn – ikke som Cobra-kunstneren, men som situationisten, aktivisten og avantgardisten. Der er en helt afgørende forskel.

LÆS KRONIK Asger Jorn er ikke nice!

»Asger Jorn er blevet opfattet som Danmarks største maler i den ekspressive tradition, og det er han også. Men fordi vi i Danmark har set så isoleret på hans maleri, har vi tabt hans vigtige politiske og aktivistiske projekter af syne, og det har været ved at tage brodden ud af han værk. I udlandet har akademikerne derimod været optaget af Asger Jorns aktiviteter i den europæiske avantgarde. Den side er vi nu klar til at vise«¸ siger museumsinspektør Dorthe Aagesen fra Statens Museum for Kunst, der står bag en af årets store Jorn-udstillinger.

Der skulle en bog til
Det, der skete i Aarhus i 2011 for Jesper Elg, var en besynderlig vækkelse, som han stadig ikke helt kan forklare.

Det var, som om, forklarer han nu, han for første gang så Asger Jorns kunst. På trods af at det modsatte var tilfældet.

»Asger Jorn er en kunstner, som jeg er vokset op med. Jeg har vandret forbi hans malerier på Louisiana og museet i Silkeborg hundredvis af gange uden at skænke dem en tanke. Jeg har analyseret hans billeder i gymnasiet som en del af pensum. Og jeg kendte ham som en del af Cobra. Det var et sprog, jeg mente, at jeg kendte alt for godt. Derfor var det dødt«, siger Jesper Elg.

Men i ARoS’ butik købte den københavnske gallerist kunstner Erik Steffensens bog ’Asger Jorn – animator of oilpainting’. Og den hørte med til den overvældende oplevelse af at opleve Asger Jorn og hans »punkfilosofi« for første gang, som Jesper Elg siger.

Siden har Asger Jorn haft en ny og vigtig plads i hans samtaler om kunst.

»Nogen tid efter mødte jeg den amerikanske kunstner Eddie Martinez og spurgte forsigtigt, om han kendte Asger Jorn. »Selvfølgelig«, svarede han og kiggede på mig, som om jeg var tabt bag en vogn«.

Og flere fra den unge generation af malere i New York er influeret af danskeren, mener Jesper Elg.

»En del kunstnere nævner Jorn som inspiration. Også hos amerikanske kunstnere som Katherine Bernhardt og Wes Lang, der nu skal udstille på ARoS, ser jeg referencer til Jorn«. Amerikansk dyrkelse


På den amerikanske østkyst befinder kunsthistoriker Karen Kurczynski sig.

Hun er ligesom Jesper Elg i sluttrediverne. Hun er en af kuratorerne bag årets store udstilling på Museum Jorn, og senere på året udkommer hendes bog om kunstneren.



Men modsat den københavnske gallerist har hendes tilgang været head on og helt uden en bagage af gammelt folkeskolepensum.

Karen Kurczynski havde faktisk aldrig hørt om Jorn, før hun tog et overbygningskursus på New York University og lavede en opgave om ’Mémoire and Fin de Copenhague’, den bog, Asger Jorn skrev sammen med den franske marxistiske teoretiker Guy Debord i 1957-58.

»Jeg var meget interesseret i avantgardebevægelsen L’Internationale Situationniste, som Asger Jorn grundlagde med Debord, der er kendt for en meget hård teori om, at kunst ikke er andet end en luksusvare for de rige, som bør overvindes til fordel for en kollektiv handling i det offentlige rum«, siger amerikaneren, der underviser i kunsthistorie på University of Massachusetts.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Det, som især fascinerede hende, var, at Jorn, der var 15 år ældre end Guy Debord, var med til at grundlægge en hardcore avantgardebevægelse, som endte med at afvise maleriet og alt, hvad der hørte den officielle kunstverden til.

»Asger Jorn forlod bevægelsen, fire år efter den blev grundlagt, men han fortsatte med at støtte den økonomisk gennem salg af sine malerier, og han skrev kritisk teori relateret til marxistiske ideer«, siger Karen Kurczynski.

»Jeg blev fascineret af selvmodsigelsen i hjertet af hans værk«.

Afvisning af eliten
Da Karen Kurczynski første gang tog til Danmark for at opleve Asger Jorns kunst i 2001, blev fascinationen kun voldsommere.

Hun blev begejstret over at se hans farverige malerier med de barnlige motiver, der »afviser den elitære finkultur«, og som har en ambition om at nærme sig en folkelig kunst. Men hun fremhæver især Jorns største maleri ’Stalingrad’ som et dybt polemisk og kritisk maleri.

»Det er kritisk, fordi det er et maleri, der refererer til Picassos ’Guernica’, men i stedet for at være et ramaskrig på grund af krigens umenneskelige traumer placerer det os lige i centrum af malstrømmen, tilsyneladende ude af stand til at reagere overhovedet, og det er pointen«, siger hun.



»’Stalingrad’ afviser selve tanken om, at et meningsfuldt billede eller noget så banalt som et maleri ville kunne vise os omfanget af politisk vold i en moderne teknologisk tid«.

Men maleriet, som Jorn arbejdede på fra 1950’erne og frem til sin død i 1973, handler ikke kun om Slaget om Stalingrad i 1942, mener amerikaneren.

»Det handler om den kolde krig og truslen om udslettelsen efter en atomkrig, hvilket for Jorns generation var indbegrebet af det ultimative overgreb på mennesket«, siger Karen Kurczynski. Den nye generation


På Statens Museum for Kunst står man foran den første store Asger Jorn-udstilling. Nogensinde. Museet har hidtil kun vist en udstilling med hans grafiske værker, og det var tilbage i 1976.

»Det er blevet mere og mere problematisk, at nationalgalleriet ikke har beskæftiget sig indgående med Asger Jorn«, siger museumsdirektør Dorthe Aagesen.

En af forklaringerne er ganske banalt, at man på museet i Sølvgade ikke har haft nogen særlig imponerende samling Jorn. Da kunstneren malede sine sene monumentale billeder, hed direktøren Jørn Rubow. Han havde ikke blik for det, som Jorn stod for på det tidspunkt. I dag er den sene Jorns billeder næsten ubetalelige.

Det er den sædvanlige, jubelidiotiske og ret så deprimerende reception, der reducerer hans arbejde til en glad Cobra-naivisme i et forsøg på at tækkes populismen og underkaste sig besøgstallets tyranni



»Da vi tog beslutningen, var vores udgangspunkt, at vi ville forholde os kritisk til stoffet og ikke blindt gentage de udstillinger, man allerede havde set«, siger museumsinspektør Dorte Aagesen.

»Det, vi viser, er, at hans maleri vil noget mere end at være farve på et lærred«.

Et stort erkendelsesprojekt
Asger Jorn var en radikal, politisk og socialt engageret aktivist, der udtrykte sig i mange genrer, som skabte flere kunstnerfællesskaber, og som dybest set var optaget af et større erkendelsesprojekt, forklarer Dorte Aagesen.

»Han bevægede sig inden for mange vidensfelter og mente, at de fleste manglede en dimension. For eksempel mente han, at Niels Bohr ikke tog den fulde konsekvens af sin komplementaritetsteori – tesen om, at der kan være to sandheder om samme fænomen, som gensidigt udelukker hinanden, men som begge er nødvendige for en fuldstændig beskrivelse af fænomenet. Ifølge Jorn manglede Bohr et vigtigt tredje led, som er den kunstneriske og kreative tilgang til verden«.



Hvorfor er det udlandet og ikke i Danmark, at man har haft blik for den side af Jorn?

»Jeg tror, det hænger sammen med, at der ikke er særlig stor frihed til at arbejde med kunstnere, der fylder meget i den nationale kultur. Sådan er det også med Munch-forskningen i Norge, hvor de store institutioner har siddet tungt på ham. I tilfældet med Jorn har der været en generation af kunsthistorikere, der måske har mødt ham, da han stadig levede, og der har været en stærk loyalitet, som kan have virket blokerende. Det har krævet en ny generation, før vi har kunnet bevæge os mere frit«, siger Dorthe Aagesen. Der er – trods alt – håb for Jorn


Og det er ikke alle, der har været lige tilfredse med den nationale fremstilling af Asger Jorn som den farveglade Cobra-maler.

Da jeg møder kunstner og tidligere akademiprofessor Claus Carstensen på Statens Museum for Kunst for en måned siden, nævner han den kommende Asger Jorn-udstilling. Den ser han frem til. Asger Jorn er, uddyber Claus Carstensen nu, en kunstner, som han har dyrket, siden han var 15 år.



Dengang i januar 1972 lå han syg med lungebetændelse hjemme hos sine forældre. Deres venner lånte ham Virtus Schades bog ’Asger Jorn – en dansk kunstner af verdensformat’.

»Da jeg året efter så ’Stalingrad’ på Silkeborg Kunstmuseum, der dengang havde til huse i en nedlagt skole, foldede den første fascination sig ud i fuldt flor og har holdt sig lige siden«, fortæller Claus Carstensen.

Han fik fat i de teoretiske tekster, og Jorn og situationismen blev »en af de afgørende grundpiller i mine formative år«, siger han.

Skanderborgdamerne
De sidste mange års Jorn-udstillinger i Danmark har været en sørgelig omgang, mener Claus Carstensen.

Fordi de har set helt bort fra situationismen, fællesarbejderne, Asger Jorns forfatterskab, hans politiske aktiviteter – blandt andet hans medlemskab af DKP.

»Alt har kørt på det nordiske, eneren, Cobra-sporet og de kunsthistoriske referencer. Det er den sædvanlige jubelidiotiske og ret så deprimerende reception, der reducerer hans arbejde til en glad Cobra-naivisme i et forsøg på at tækkes populismen og underkaste sig besøgstallets tyranni«.

I sidste ende ligger ansvaret for skævvridningen af en dansk kunstner som Asger Jorn i det politiske system. For når Kulturministeriet dikterer høje besøgstal, presses museerne til at satse på det sikre, mener Claus Carstensen.

»Det problematiske i denne institutionelle fortrængning af kunsthistoriske kendsgerninger såsom aktivisme og situationisme er, at kunstmuseerne i deres ambition om at højne besøgstallet forsøger at indføre en oplevelsesøkonomi, der måske i virkeligheden er en form for kunsthistorisk glemselsøkonomi«.



Claus Carstensen tvivler på, at 100-året for Jorn og de kommende udstillinger for alvor vil ændre den nationale opfattelse af Jorn. Det, vi ser eksempler på nu, er stadig relativt små korrektioner i forhold til de sidste mange årtiers massive dyrkelse af Jorn som Cobra-kunstneren.

»Det kommer jo helt an på, hvilken retning tolkningen af den danske kunsthistorie tager. Det er jo på mange måder stadig skanderborgdamerne, som man kalder fænomenet på ARoS, dvs. det almene publikums smag, der styrer receptionen«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Frem på Guggenheim

Om jeg selv i løbet af det kommende år vil nå til et punkt, hvor jeg også ser den »meeeega radikale« side af Jorn og bringes et andet sted hen end bedstemors lune dagligstue, når jeg står foran et af hans malerier, er jeg stadig i tvivl om. Men i USA er man, fortæller Karen Kurczynski, godt i gang med at omfavne den danske kunstner på ny. »Nogle af mine kolleger var meget skeptiske i forhold til Cobra-kunsten. Selv om Guggenheim ejer nogle meget vigtige værker af Jorn, blev de ikke udstillet i en årrække. For nylig er de blev udstillet på en prominent plads«, siger hun. »Der er en ændring på vej«.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden