Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Kunst

Dansk stjernekunstner: »Man kan ikke lave kunst for alle«

Jesper Just, der er udstillingsaktuel på ARoS i Aarhus, tilbyder ikke simple løsninger.

Kunst

Jeg står foran det, der skal være udstillingens indgang, men der er to veje ind, og det er ikke til at se, hvilken indgang kunstmuseet Aros og kunstneren selv – Jesper Just – har tænkt sig, at jeg skal vælge for at få mest ud af det.

Da jeg lidt nølende har truffet et valg, befinder jeg mig foran fem store skærme med hver sin film kørende på samme tid, og jeg er på den igen: Hvilken er det meningen, jeg skal se? Først? Og hvorfor kan jeg ikke finde ud af, hvornår hver film begynder eller slutter, så jeg kan springe på fra start?

Jeg tager spørgsmålene med op på 8. etage, hvor jeg har aftalt at møde Jesper Just på museets ART Restaurant, og han sidder klar og venter. Han er smilende, ligetil og imødekommende, men slår ret hurtigt fast, at han ikke har entydige svar med til Danmark fra New York, hvor han har boet og haft succes som kunstner de sidste otte år.

Spisekortet kan vi finde igennem uden problemer. Ligesom Jesper Just lander sikkert på sit Thy-lam, scroller jeg uden større overvejelser ned mod en gang friske asparges. Af en eller anden grund er det kun nede i udstillingssalene, jeg mister overblikket – og da Jesper Just hører det, smiler han tilfreds. Hans udstillingsgæster må gerne blive desorienterede. Rigtig gerne endda.

»Jeg er interesseret i at få folk derud, hvor de ikke længere kan putte ting i faste kasser. De fleste er vant til at rubricere alt efter nogle gængse systemer. Jeg kan godt lide, når det hele vibrerer«.

Sært kultursammenstød

Med udstillingen nogle etager under os, Jesper Justs største herhjemme til dato, får danskerne for første gang mulighed for at opleve hans videoværk fra Venedig Biennalen 2013, ’Intercourses’.

Det består af en – eller fem – film, der over fem skærme udspiller sig i en kinesisk forstad, som også i virkelighedens verden er bygget op som en bizar 1:1- kopi af store dele af Paris. Med komplet Eiffeltårn og brede boulevarder, men så alligevel med salatbede under Eiffeltårnet og kinesiske tegn på skiltene.

Det sære kultursammenstød et sted i Kina inspirerede Just, da han skulle lave et værk til Venedig Biennalen, hvor han på tilsvarende vis skulle repræsentere et land, Danmark, i et andet land, Italien.

Og hvis man overhovedet kan læse et budskab ud af hans videoinstallation, handler det om kulturforskelle og fremmedgørelse – en fremmedgørelse, der går igen, når man står foran en film, man i princippet selv komponerer eller klipper. Ingen kommer til at se det samme, oplevelsen afhænger helt af, hvor man ser hen, i hvilken rækkefølge og hvor længe.

Ikke engang Jesper Just selv tror på, at nogen gæster vil hænge på i de over to timer, det ville tage at komme helt igennem.

Kunst er ikke et tv-program

Men hvis alt er så tvetydigt, risikerer du så ikke at tabe nogen?

»Jo, og sådan må det så være. Man kan ikke lave kunst for alle«, svarer han.

Jesper Just kender udmærket den tilbagevendende politiske diskussion om, at det er et demokratisk problem, når kun en lille del af befolkningen går på kunstmuseum. Men han køber ikke præmissen.

»Politikerne bliver ved at gentage, at kunsten skal være for alle, men sådan er det ikke i min bog. Kunsten skal være tilgængelig for alle, men man kan ikke please alle. Kunsten skal ikke presses ned i halsen på hr. og fru Danmark, hvis de ikke vil. Så skulle den nemlig tilpasses alle«, siger han og tilføjer, at kunst ikke er som et tv-program:

»Hvis kunsten skulle skabes ud fra en tanke om at være beregnet på så mange som muligt, ville den blive som al mulig anden underholdning. Som tv, der bliver mere og mere fladt, fordi man er bange for at gøre det for smalt. Men hvis kunsten ender der, bliver den ligegyldig. Så har den ingen funktion mere«.

Stadig brug for publikum

Man kunne vel sige, at så havde den netop en funktion, fordi der var flere, der oplevede den?

»Det er ikke kunstens mål at please. Der er politisk agenda om, at fordi staten bruger kulturpenge, skal kunsten også ud til alle, men det ved jeg ikke, om den skal. Det afgørende er, at den skal stå åben for alle«, siger han og minder om, at man da »heller ikke kræver, at ballet skal ud til alle«.

Men jo, selvfølgelig har Jesper Just brug for et publikum, og han bliver glad, hvis mennesker, der ikke ellers ville få øje på hans kunst, pludselig opdager den:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Når de her værker nu kommer på ARoS, vil der måske være folk, som ikke tager til Venedig for at se kunst, eller som bare tilfældigt kommer på ARoS for at se ’Boy’ (ARoS’ signaturværk, red.) eller gå op i regnbuen – og som så pludselig, fordi min udstilling ligger lige ved siden af, måske går ind og ser den«.

Omvendte spillefilm

Her kan styrken være, at Justs videoværker ser tilforladelige ud på overfladen og minder om noget, folk kender:

»De tager sig ud som spillefilm. De har bare omvendt fortegn«, som kunstneren siger.

Hvor en spillefilm lader sit publikum være uafklaret fra begyndelsen og derpå arbejder sig frem mod en form for forløsning, møder man Justs værker som tilsyneladende letgenkendelige. Men når man følger filmene fra fem skærme og i evig båndsløjfe, bliver man mere og mere forvirret og ladt tilbage uden forløsning.

Det er det med de kasser igen, forklarer Just:

»Jeg vil ikke give faste svar. Jeg vil gerne gøre folk lidt utrygge eller usikre på, hvad det er, de oplever«, siger han.

»Kunsten skal ikke være provokerende bare for at være provokerende, men den må gerne være tankeprovokerende«.

Børn skal stopfodres med kunst

Der vil være en del af publikum, der ikke har særlige kunstfaglige forudsætninger, eller som ikke forstår, hvad du vil med dem. Svigter du dem?

»Mange er fremmedgjorte over for kunst, det er rigtigt, og det er ikke folks skyld, for det kræver træning. I virkeligheden ville det være en god idé at introducere børn og unge til kunst og kultur i en meget tidlig alder. Vi er jo ikke fremmede for at høre musik! Det ville være en god idé at lære børn at opleve billedkunst, så de vænner sig til den særlige måde at fortælle på«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce