Marcello Forelli rejste hele vejen fra Venedig til Camden i London, fordi der skulle afsløres en statue af den sanger, hvis portræt han har tatoveret på brystet. »Hun var verdens bedste sanger, så dette er en trist dag«, sagde den 59-årige italiener til The Guardian. Det var Amy Winehouse, han talte om.
Hun døde for tre år siden af alkoholforgiftning, og nu har skulptøren Scott Eaton fremstillet hende i bronze, og hun er stillet op i Camden – med høje hæle, karakteristisk bistadefrisure og en ægte rød rose i håret.




























