Det er lidt af en kliché, men der må faktisk være noget for (næsten) enhver smag på den nye messe ’Kunst på papir’, for udbuddet spænder adskillige århundreder med nedslag i blandt andet den danske guldalder, modernismen og vores helt aktuelle samtidskunst.
I alt tretten udstillere bidrager til messen, hvor man både finder gallerier og antikvariater fra ind- og udland, samt et par særlige samlere såsom skuespiller og cirkusdirektør Søren Østergaard, der i den grad går op i dansk kunst fra 1800-tallet.




























