Bestyrelsen for Fotografisk Center – Københavns vigtigste udstillingssted for fotokunst – har afskediget centrets leder gennem 15 år Lars Schwander. Afskedigelsen falder sammen med, at centret midlertidigt er lukket med henblik på at flytte til nye og større lokaler på Carlsberg. Bestyrelsesformand, advokat Nicolai Horten kalder afskedigelsen af Lars Schwander for »helt udramatisk«. »Der er tale om en normal seksmåneders opsigelse, som nu bliver effektueret«, siger Nicolai Horten. Hvad er grunden til, at Lars Schwander er sagt op? »Bestyrelsen og Lars ville gå forskellige veje«. Hvilke veje drejer det sig om? »Det vil jeg helst ikke udtale mig om«. Flyttede ind hos direktøren Indtil juli 2009 lejede Fotografisk Center lokaler i Kunstforeningen på Gl. Strand i København.
Da centret blev opsagt dér, flyttede det som en midlertidig løsning til lokaler i Amaliegade ejet af Lars Schwander. Og det var ikke hensigtsmæssigt, siger Nicolai Horten: »Vi syntes, at det var en uheldig sammenblanding, at centret boede til leje hos direktøren«. Er det en hovedårsag til fyringen? »Nej, det er det ikke. Det er en af flere ting«. Men derudover vil du ikke sige noget om, hvorfor I ikke længere vil have Schwander som leder? »Nej. Ikke andet end at vi synes, at centret trænger til en ny leder. Vi har haft 13 rigtig gode år med Lars, men de sidste 2 år har så ikke været så gode. Det har vi talt med ham om gennem et stykke tid. Det er så blevet til en opsigelse, og det er der ikke noget dramatisk i«. Lars Schwander selv vil efter råd fra sin advokat ikke udtale sig om afskedigelsen. Ingen garanti for overlevelse Fotografisk Centers nye lokale på Carlsberg ligger i Tap E-hallen og er med sine 500 kvadratmeter over dobbelt så stort som de lokaler, centret indtil nu har haft hjemme i.






























