I Bruxelles har gadekunsten fået sit eget museum. Det lyder som en selvmodsigelse og er det måske også.

Gadekunstens styrke og raison d’être består i dens uafhængighed. Den fungerer ikke på almindelige markedsvilkår, den er fri af de almindelige økonomiske interesser, og den bevæger sig uden for kunstinstitutionen. Den er en relativt fri aktivitet, hvor byens rum bliver dens ufrivillige scene for midlertidige æstetiske indgreb. Dens frihedstanker og kontekstafhængighed minder om den, som land-art åbnede i 1960’erne, nu blot placeret midt i hektiske storbyers fyldte betydningslag frem for i fjerne affolkede egne.