Med risiko for at trætte, nupper vi lige ét kapitel mere af historien om 'Vanddragen' i Århus - skulpturen, der først skulle være der, så ikke skulle være der og nu skal være der igen, i hvert fald ved den seneste fintælling. Formanden for byens kulturudvalg, Uffe Elbæk (R), har nemlig en ide til, hvordan man fremover kan slippe for sager i stil med sagen om vandkunsten foran Århus Domkirke - eller 'Torvenes Brøndsløjfe', som skulpturen rettelig hedder, selv om den med sit gentagne og evige politiske røre efterhånden kunne hedde torvenes båndsløjfe. Ifølge Uffe Elbæk kunne balladen være undgået, hvis Statens Kunstfond, der har betalt en hovedpart på 3,7 millioner kroner af de 4,5 millioner kroner til kunstværket, donerede kunst på en 'mindre fastlåst måde': »Når man indkøber et værk til et museum, så står værket i et eller andet afgrænset tidsrum, så kommer det måske på lager og eventuelt findes det oven i købet frem igen nogle år senere. Men med skulpturer i det offentlige rum er det sådan, at når først værket er placeret, så står det der for tid og evighed. Det er en enormt konservativ tankegang«, mener Uffe Elbæk. For ham at se burde kunst i det offentlige rum gives på prøve og på åremål. »Jeg kan godt følge Statens Kunstfond i, at man ikke skal flytte kunstværker rundt efter en given populistisk stemning i byen. Men alle kan se, at 'Vanddragen' hverken fungerer teknisk eller skaber liv til torvet, og hvis vi nu skulle lære af det her, kunne det være interessant at prøve at finde en mere fleksibel model«, foreslår Uffe Elbæk, der i tankerne har en slags åremålskontrakt, så et værk for eksempel skulle stå i fem år. »Så kunne det stå sin prøve«, siger Elbæk, hvis parti som det eneste i den nylige duel om 'Vanddragen' har stemt for at få skulpturen flyttet. Bundet til stedet Men ideen om åremålskunst falder ikke i god jord hos formanden for Statens Kunstfond, arkitekt Christoffer Harlang. »I det her tilfælde er værket jo stedbunden og kan ikke bare flyttes, og netop derfor gjorde man et temmelig grundigt forarbejde og var igennem en lang beslutningsproces, hvor alle var enige«, siger Christoffer Harlang. Han medgiver, at en by er en organisk størrelse i evig udvikling, og at den derfor i princippet kan vokse fra sin stedbundne kunst. »Men som arkitekt må jeg spørge: Hvor hurtigt skal en by bevæge sig? De skulpturer og bygninger, som vores fædre og oldefædre og tipoldefædre har opført, er jo med til at gøre os til dem, vi er. Det er vigtigt, at vi historisk mindes om noget andet end det aktuelle. Jeg er skeptisk over for, at alt skal tilpasse sig os, det bærer præg af en forkælet tidsånd, hvor alt omkring os skal være nærmest olieret smidigt og overgive sig til vores behov«, mener Harlang, der til beskyldningerne om stivnethed og konservatisme svarer igen med ord som brug-og-smid-væk-kultur. »Jeg tror, man får en bedre by, hvis man respekterer, at der sættes ting og mursten og skulpturer ind i den, som vi ikke bare alle kan holde af fra start. Selv i vores samfund må der vel være plads til en sten i skoen ind i mellem, ikke?«. Ravage er godt Den metafor matcher kunstnerens egne holdninger. Elisabeth Toubro er glad for, at hendes drage får lov at stå, men hun fastholder, at hun under samtlige ildslag har været nærmest lykkelig: »Det er godt, når et kunstværk skaber ravage - så er der noget på færde. Det ville da være meget værre, hvis der bare stod en dims, som ingen kerede sig om. I stedet har vi fået en debat om, hvad vi vil bruge det offentlige rum til«, siger Elisabeth Toubro, der afviser mismod over balladen: »Jeg er ikke selvhøjtidelig. Der er så mange andre kunstnere, der har været det igennem, og det er de såmænd bare blevet mere berømte af. Når man siger ja til at få anbragt et kunstværk i det offentlige rum, siger man også ja til ballade. Det må man tage i stiv arm, og jeg tror selv på, at det er et godt kunstværk, jeg har lavet til den plads«.