Det ligner næsten et farvelagt fotografi, Edouard Manets pastelportræt af Madamme Manet fra 1873: Profilen er skarp og farverne holdt i gråtoner, så kun kinderne lyser op med deres pudrede pink. Og Manet var da også stærkt optaget af det forholdsvis nye fotografi, hvilket man får bekræftet på Royal Academy of Arts, der har inkluderet adskillige foto fra hans egen samling i udstillingen af Manets portrætter. Måske var det netop i de tidlige fotografier, Manet (1832-1883) fandt inspiration til at lege med skarpheden i sine egne værker. LÆS OGSÅMesterlig franskmand var for fræk til sin tid Men hvor fotograferne i 1800-tallet måtte affinde sig med en meget lille dybdeskarphed, kunne Manet gøre, som han ville. Og noget af det, han ville og gjorde, var at male Suzanne Manet på en bænk i drivhuset på en måde, så hendes træk står tydelige og levende, mens omgivelserne kun er hurtigt skitseret op. Kontrasten mellem det detaljerede ansigt og blomsterne i baggrunden betyder, at man helt naturligt fokuserer på personen, præcis som de fleste ville gøre, hvis man selv sad på stolen over for Suzanne. Intimiteten er således intens, og Manet malede da også portrættet til parrets eget soveværelse, ikke med salg for øje. Anderledes forholder det sig med en række af Manets øvrige portrætter, der har en langt mere officiel og repræsentativ karakter, hvilket dog langtfra betyder, at de er konforme.
Bestillingsarbejde Midt imellem det officielle portræt og den intime fremstilling finder man årstidsserien, som journalisten og politikeren Antonin Proust bestilte hos sin gode ven Manet i 1881. Med på udstillingen er 'Efterår', som Méry Laurent lægger krop til. Og Laurent er ikke en frøken hvem som helst: Hun inspirerer Marcel Proust til Odette de Crécy, er en hovedrig amerikaners elskerinde og omgås blandt andre digterne Mallarmé og Verlaine samt kunstnere som Whistler og i særlig grad Manet. Men endnu mere interessant er faktisk Manets brug af et blomstret tapet i baggrunden, der peger frem mod værker af Gauguin og van Gogh senere i årtiet. Også foran Manets skildring af en udendørskoncert i Tuileries -haven fra 1862, hvor de sorte hatte er som en samling træstammer, kan man komme til at tænke på senere værker, i dette tilfælde først og fremmest Renoirs kendte maleri af danseglade parisere i Le Moulin de la Galette fra 1876.

Men Manet lod sig også selv inspirere, sådan som det ses i portrættet af Victorine Meurent, ligeledes fra de tidlige 1860'ere, der på mange måder minder om hollandsk maleri fra 1600-tallet, ikke mindst som Frans Hals udførte det.