Anders Moseholm er maler – og i den grad – og han maler med olie på lærred og i stort format. Hvad han har fået fra hånden i løbet af blot de seneste par år, er nu samlet på Kastrupgårdsamlingen – og fordelt tematisk.
Med sin hidtil største udstilling gør den 60-årige kunstner status over en karriere, hvor han især har skildret den kalejdoskopiske storby som udtryk for den tid, han lever i. Men han har ikke på noget tidspunkt ladet sig styre af tidsånden. Han er akademiuddannet, men da han gik på Kunstakademiet, var det konceptkunsten, der sad for enden af bordet, og Moseholm følte sig ikke hjemme blandt kunstproducerende teoretikere. Det var en periode, hvor det at lave billeder, der forestillede noget virkeligt, noget sanset, blev anset for at være en fortidig praksis, som kun kunne optage de mest bagstræberiske eller fantasiløse. På den akademiske lystavle var åndens bidrag til værket altid placeret højere end håndens, og de teoretiske overvejelser, der gav værket legitimitet, betød altid mere end arbejdet med at lave selve værket.
