0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Styrtblødningen skal stoppes: Politikerne vedtager stor hjælpepakke til kulturlivet i København

Kultur- og fritidsliv får støttekroner udbetalt straks og slipper for at betale tilbage ved aflysninger, har et enigt Københavns Rådhus vedtaget.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mikkel Hørlyck
Foto: Mikkel Hørlyck

Pause. Malurt med Michael Falch i front gav koncert i Store Vega i København i marts. Nu er alle koncerter i Vega aflyst frem til 13. april på grund af coronakrisen.

Kunst

Det københavnske kultur- og fritidsliv får nu deres egen hjælpepakke fra rådhuset for at kunne klare sig igennem coronakrisen.​​​​​

Det har et enigt Kultur- og Fritidsudvalg i hovedstaden vedtaget onsdag.

De kommunalt støttede teatre, koncertsteder, idrætsforeninger og andre aktører på området kan se frem til at modtage hele deres resterende tilskud for 1. halvår, i alt omkring 60 millioner kroner, med det samme.

Imens gør kommunen klar til at udbetale også andet halvårs støtte på i alt cirka 120 millioner kroner allerede fra juni måned, hvis det »vurderes at have den ønskede effekt i forhold til likviditet og planlægning hos aktører og institutioner«, lyder det.

Bliver støttede kultur- og fritidstilbud nødt til at aflyse eller indskrænke de planlagte aktiviteter, vil de ikke blive trukket i tilskud, fremgår det af aftalen.

»Vi ved, at det gør en kæmpe forskel, hvis kulturaktørerne kan få pengene ud nu, så de har dem som likviditet til at betale deres regninger. Og de får pengene, selv om de må aflyse. Hermed opfordrer vi kulturlivet til nu at betale deres regninger, betale kunstnerne og sørge for, at pengene bliver i kredsløbet, så det hele ikke er faldet fra hinanden, når folk igen på et tidspunkt begynder at gå i teatret og til koncerter«, siger Socialdemokratiets politiske ordfører på rådhuset og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Jonas Bjørn Jensen.

Samtidig vil de kultur- og fritidsaktører, forpagtere og andre lejere, der driver deres virksomhed i forvaltningens ejendomme, få henstand med deres husleje og forpagtningsafgifter frem til 15. juni i år. Har folk allerede forfaldne regninger liggende til betaling, skal de heller ikke betales før. Det vil i dag ikke være lovligt for kommunen helt at eftergive huslejen, lyder det fra rådhuset.

Tabene skal begrænses

På et af Københavns store spillesteder, Vega, tager direktør Steen Jørgensen, vel imod især fremrykningen af udbetalinger og løftet om, at der ikke skal betales støtte tilbage. Vega anslår at have mistet omsætning for omkring 16 millioner kroner fra 10. marts og juni måned ud. Det giver spillestedet et nettotab på lige under 5 millioner kroner.

»Det udfordrer os helt kolossalt i et længere perspektiv, men på den korte bane især på likviditeten. Så disse tiltag er noget, vi vil værdsætte, når vi nu forsøger at begrænse tabene for resten af året«, siger Vega-direktøren.​​​​​

Generelt opfordrer rådhuset hovedstadens kulturaktører til at gøre brug af de hjælpepakker, Folketinget har vedtaget i løbet af de seneste uger. Da man på rådhuset oplever, at mange i kulturlivet har svært ved at gennemskue ordningerne, laver man nu en vejledning og en særlig hjemmeside til oplysning om, hvordan de kan bruges.

Blandt de yderligere tiltag i hjælpepakken forlænger kommunen sin sæson, således at den gængse sommerferielukning af blandt andet idrætsanlæg i år helt planlægges droppet.

»Med denne pakke kan vi forhåbentlig understøtte miljøet, så vi undgår, at nogle skal dreje nøglen om, så vi mister kulturliv, mens sundhedskrisen foregår. Vi skal alle være opmærksomme på det og passe på det, nu hvor det er truet«, siger Alternativets kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.

Annonce

Fortsæt med at købe billetter

En opfordring, hun og det øvrige udvalg giver videre til også den række af private udlejere, ejer-, andels- og almene boligforeninger, der har kunstnere og andre kulturelle aktører som lejere: Også her bør man overveje udskydelse, eftergivelse eller annullering af huslejebetalinger, lyder det. På samme måde bør københavnerne i almindelighed fortsætte med at købe billetter til efterårets koncerter og forestillinger, betale deres kontingenter og købe kunst, lyder opfordringen, som vil blive givet videre i form af et åbent brev til københavnerne.

Franciska Rosenkilde, med pakken bliver I inden for det samlede kulturbudget, I allerede har vedtaget. Nogle vil mene, at situationen kalder på flere penge?

»Dette er første forsøg på at stoppe styrtblødningen, hvor vi rykker vi på det, vi umiddelbart kan kommunalt, og som har en umiddelbar effekt. Her står vi sammen på tværs af partier på rådhuset, og det er meget vigtigt. Men så går vi selvfølgelig ind i et politisk arbejde nu, hvor vi også ser på længerevarende løsninger«, siger kulturborgmesteren.

Her overvejer rådhuset blandt andet muligheden for at indføre en garantiordning for at holde hånden under billetsalget til perioden efter coronakrisen. Vælger Christiansborg for eksempel midlertidigt at lempe det kommunale anlægsloft eller budgetloven, vil det endvidere give kommunerne i hele landet flere muligheder for tiltag, lyder det fra Københavns Rådhus.

Læs mere:

Læs mere