I tredje afsnit om kunstens møde med naturen rammer vi Lolland, hvor det monumentale kunstværk ’Dodekalitten’ er nået halvvejs i sin realisering. En cirkel af kæmpe granitsten inviterer indenfor i en samtale om mytologiseringer og om Lollands vaklende selvfølelse i en tid med affolkning. Og så er der ovenikøbet musik.
Kunstanmelderen er på Lolland:Hvis Stonehenge og Påskeøen fik et kærlighedsbarn, ville det se sådan ud
'Dodekalitten' på det nordvestlige Lolland er halvvejs. Seks ud af tolv granithoveder står klar og danner en ring på en mark med en smuk udsigt over Smålandsfarvandet. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen
Henter...
Nu er en lille sort Kia Picanto på fire sommerdæk jo ikke noget rumskib. Men det kan føles lidt som en rejse om på den anden side af universet at krydse Farøbroerne og Guldborgsundtunnelen til den fjerne planet Lolland.
Og det er her, de står. Som spor fra en for længst glemt og mystisk civilisation. Som efterladenskaber fra et filmset. Aliens hugget i granit og diabas. Som om der lige netop her har været en civilisation før denne. Som om dette sted på Lolland står i forbund med noget uden for sig selv.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
