En gruppe tidligere ansatte på USA’s største museum for moderne kunst krævede, at chefkuratoren skulle forlade sin post, fordi han havde talt om ’omvendt diskrimination’. Og det gjorde han så.

Chef på museum siger op efter beskyldninger om racisme

San Francisco Museum of Modern Art genåbnede i 2016 og er det største museum for moderne kunst i USA. Chefkuratoren har netop sagt op efter beskyldninger om racisme fra en gruppe af de ansatte.
San Francisco Museum of Modern Art genåbnede i 2016 og er det største museum for moderne kunst i USA. Chefkuratoren har netop sagt op efter beskyldninger om racisme fra en gruppe af de ansatte.
Lyt til artiklen

White supremacist. Altså en person, der er tilhænger af hvidt overherredømme.

Sådan har en gruppe tidligere medarbejdere på San Francisco Museum of Modern Art beskrevet museets chefkurator for malerier og skulpturer, Gary Garrels. Samtidig har de krævet, at Garrels stopper med at arbejde på kunstmuseet.

Det krav får gruppen nu opfyldt. Gary Garrels har nemlig opsagt sin stilling på museet, skriver Artnet News.

Kritikken og kuratorens efterfølgende opsigelse sker efter et zoommøde for alle de ansatte på San Francisco Museum of Modern Art.

På mødet blev kuratoren af en ansat konfronteret med noget, han tidligere havde ytret om museets prioriteter i indsamlingen af kunst. Efter at have præsenteret en række nye kunstværker på museet skabt af ikkehvide kunstnere, sagde chefkuratoren:

»Bare rolig, vi vil afgjort fortsætte med at samle kunst af hvide kunstnere«.

Da chefkuratoren på Zoom-mødet blev konfronteret med sin tidligere udtalelse, sagde han, at museet ikke kunne undgå at samle kunst skabt af hvide mænd. Ellers ville det være ’omvendt diskrimination’, sagde kuratoren på mødet ifølge Artnet News.

Kort efter skrev en gruppe tidligere medarbejdere en begæring om, at chefkuratoren skulle fratræde sin stilling.

»Garys afskedigelse fra museet er ikke til forhandling«, skrev gruppen i begæringen, der i skrivende stund har 264 underskrifter.

Gary Garrels er en af USA’s mest prominente kunstkuratorer og har arbejdet på San Francisco Museum of Modern Art i perioden 1993-2000 og igen fra 2008.

I forbindelse med sin afsked med museet skrev han lørdag en mail til alle ansatte, hvor han undskyldte for at bruge udtrykket omvendt diskrimination.

»Jeg indså, næsten så snart jeg brugte udtrykket omvendt diskrimination, at det er en stødende vending og var et ekstremt dårligt valg af ord fra min side. Jeg er meget ked af, hvor forstyrrende disse ord har været for mange ansatte«, lød det fra chefkuratoren.

Om sin kommentar i forhold til prioritering af kunst skrev Gary Garrels:

»Jeg tror ikke, jeg nogensinde har sagt, at det er vigtigt at samle kunst af hvide mænd. Jeg har sagt, at det er vigtigt, at vi ikke ekskluderer overvejelserne om kunst af hvide mænd«.

Kuratoren fortsatte ifølge Artnet News mailen med at skrive, at »sand diversitet og kampen for lighed er en vigtig kamp i vores tid«.

Chefkuratoren bliver den fjerde ansatte på San Francisco Museum of Modern Art, der forlader sin stilling i denne måned.

Kunstmuseet er blevet kritiseret for måden, hvorpå særligt ikkehvide ansatte behandles, og måden, hvorpå museet har håndteret problemer vedrørende racisme.

Vicedirektør for eksterne relationer Nan Keeton forlod sit job 2. juli, efter at hun var med til at censurere en kritisk kommentar på Instagram fra en tidligere medarbejder. Kommentaren omhandlede museets behandling af sorte ansatte.

Også rekrutteringschefen og museets hr-direktør har forladt San Francisco Museum of Modern Art.

Gary Garrels har sidste arbejdsdag på museet 31. juli. Efterfølgende vil kurator Sarah Roberts fungere som konstitueret chef for museets afdeling for malerier og skulpturer.

Marie Nørgaard Skadhauge

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her