Jeg vil foreslå, at man går igennem denne udstilling to gange.
Anden gang går du baglæns gennem salene og bagud i tid. Så har du samtidskunsten med dig, når du igen går forbi franske Paul Gauguins malerier, fra da han boede på Tahiti. Du har samtidskunsten med, når du ser hans keramiske arbejder og træsnit, og når udstillingen i et spring fører tilbage til dengang i 1889, da Gauguin købte en lille afrikansk Bakongo akimbo-statuette udskåret i træ forestillende en kvinde og så gav hende glasøjne, øreringe og først og fremmest malede sin signatur – P.G. – på den lille figur og dermed gjorde den til sit værk. Til noget, han havde skabt.
Baglæns gennem tiden, for det første, fordi den samtidskunst, som i udstillingen perspektiverer Gauguin, er friskere, sjovere og klogere end den gamle franskmands kunst. Men især fordi de nye værker gør det noget nær umuligt at se på de velkendte postimpressionistiske Gauguin’er med det samme skolede blik, som gennem mere end 100 år har fortalt os, at det her er vigtig kunst. For hvorfor er det egentlig det?
Udstillingen i sig selv går ellers først og fremmest den anden vej. Med uret.
Den starter for 300 år siden, før Gauguin, og beretter om koloniseringen af Tahiti og viser, hvordan Vesten gennem historien har konstrueret et mytologisk glansbillede af dette sted: en renskuret version af kolonimagtens egen tilstedeværelse der. Volden er taget ud af fortællingerne om ’paradis’, og i stedet yder kolonitidens billeder en form for æstetisk vold i al sin uærlige konstruerethed. Det er hårdt at se på.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
