0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

5 hjerter: Han var kunstner med pikken og penslen først. Ny udstilling kastrerer ham ... kærligt

Glyptotekets syvende monografiske udstilling med Paul Gauguin nogensinde pakker denne liderbasse af en fransk kunstner ind i oplysende og følsom kolonikritik. Det er forbilledligt kurateret.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
© Courtesy of Yuki Kihara, the Fine Arts Museums of San Francisco, the Ny Carlsberg Glyptotek, Copenhagen and Milford Galle
Foto: © Courtesy of Yuki Kihara, the Fine Arts Museums of San Francisco, the Ny Carlsberg Glyptotek, Copenhagen and Milford Galle

Det er en del af kolonihistorien, at europæerne og missionærerne udgrænsede måder at leve på, der transcenderer det vestlige og normative mor-far-børn-regime. Blandt andet det peger kunstner Yuki Kihara på med sit værk 'First Impressions', som er kommissioneret til udstillingen af Glyptoteket.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER



Jeg vil foreslå, at man går igennem denne udstilling to gange.

Anden gang går du baglæns gennem salene og bagud i tid. Så har du samtidskunsten med dig, når du igen går forbi franske Paul Gauguins malerier, fra da han boede på Tahiti. Du har samtidskunsten med, når du ser hans keramiske arbejder og træsnit, og når udstillingen i et spring fører tilbage til dengang i 1889, da Gauguin købte en lille afrikansk Bakongo akimbo-statuette udskåret i træ forestillende en kvinde og så gav hende glasøjne, øreringe og først og fremmest malede sin signatur – P.G. – på den lille figur og dermed gjorde den til sit værk. Til noget, han havde skabt.

Baglæns gennem tiden, for det første, fordi den samtidskunst, som i udstillingen perspektiverer Gauguin, er friskere, sjovere og klogere end den gamle franskmands kunst. Men især fordi de nye værker gør det noget nær umuligt at se på de velkendte postimpressionistiske Gauguin’er med det samme skolede blik, som gennem mere end 100 år har fortalt os, at det her er vigtig kunst. For hvorfor er det egentlig det?

Udstillingen i sig selv går ellers først og fremmest den anden vej. Med uret.

Den starter for 300 år siden, før Gauguin, og beretter om koloniseringen af Tahiti og viser, hvordan Vesten gennem historien har konstrueret et mytologisk glansbillede af dette sted: en renskuret version af kolonimagtens egen tilstedeværelse der. Volden er taget ud af fortællingerne om ’paradis’, og i stedet yder kolonitidens billeder en form for æstetisk vold i al sin uærlige konstruerethed. Det er hårdt at se på.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter