Et særligt maleri har været væk i mere end 90 år, men er nu blevet genfundet.
Maleriet, ’Leopold Czihaczek ved klaveret’ fra 1907, blev sidst set i 1930, men nu er det altså dukket op igen i en privat samling.
Kunstneren bag værket er Egon Schiele, der på sine kun 28 år på Jorden blev en frygtløs fornyer af kunsten med sin skildring af mennesket og kroppen.
Han efterlod omkring 300 malerier, herunder det genfundne portræt af sin onkel Leopold Czihaczek, der nu for første gang skal udstilles offentligt på Leopold-museet i Wien, siger museets direktør, Hans-Peter Wipplinger, i en pressemeddelelse:
»Værkets ejere har indvilliget i at stille maleriet til rådighed for Leopold-museet som et permanent lån. Efter rengøring og restaurering af maleriet ønsker vi at gøre det tilgængeligt for offentligheden som en del af vores permanente udstilling om Wien i 1900-tallet«.
Maleriet skildrer Leopold Czihaczek foran et klaver. Ud over at være Schieles onkel blev Czhihaczek også hans værge, efter at Schieles far døde af syfilis i 1905, da Schiele var bare 15 år. I årene efter sin fars død portrætterede Schiele ham adskillige gange.
Bliver til en NFT
Ifølge Verena Gamper fra Leopold-museets forskningscenter var det forsvundne maleri afbildet i et katalog i 1972 og tidligere kun kendt fra et sort-hvid-fotografi fra 1930, der viser et rum, hvor det hang.
»Siden da har der ikke været nogen beviser for, at maleriet stadig eksisterede, eller om det var permanent tabt. Det var så spændende et øjeblik at opleve, (...) da ejerne af maleriet kontaktede os, og jeg indså, hvilken slags skat de talte om«, siger hun til The Guardian.
Ud over at skulle hænge på museets vægge bliver ’Leopold Czihaczek ved klaveret’ også en del af museets digitale NFT-samling.
Som en non-fungible token – en unik digital genstand – vil værket sammen med 23 andre NFT-værker åbne for de emner, der prægede Schieles arbejde, såsom køn, androgyni, selvidentitet og psykisk sårbarhed.
NFT’erne skal sælges, og pengene skal gå til at restaurere den fysiske udgave af ’Leopold Czihaczek ved klaveret’. Dertil håber museet også på, at de med pengene kan købe værket, der for nu kun er til låns.
»Han er en af de mest ærede, men også kontroversielle moderne malere, kendt for den foruroligende intensitet og rå seksualitet i hans maleri, og NFT’erne giver mulighed for at samle de værker, der fremkaldte en stærk instinktiv reaktion hos beskuerne, da de først blev vist i 1906«, siger museet til The Guardian.
Egon Schiele og hans gravide kone, Edith, mistede livet grundet den spanske syge, der hærgede fra 1918 til 1920.
fortsæt med at læse




























