Umiddelbart har barokken og minimalismen meget lidt til fælles, bortset fra at begge er betegnelser for kunsthistoriske perioder. For hvor 1600-tallets barok er sprængfyldt med drama, bevægelse og sanselighed, stod 1960’ernes minimalister for et rent og renset udtryk, der rigtig gerne måtte tage sig direkte maskinelt ud.
Alligevel er det netop disse to stilperioder, der henvises til, når Rønnebæksholm præsenterer ’Minimal barok’, der med undertitlens ord er ’en ny tendens i samtidskunsten’. Måske det havde været mere mundret og mindre forvirrende, hvis man havde kaldt udstillingen ’Barok minimalisme’, men lad nu det ligge.






























