Man kender anonymiseringen fra avisen: Man ser et fotografi af et menneske, men ikke dette menneskes ansigt. Måske må man af juridiske og publicistiske grunde ikke se det. Måske er den pågældende mistænkt eller anklaget for en forbrydelse, men ikke dømt. Tidligere brugte man en grafisk ’bjælke’ til formålet. I dag udvisker man ansigter med elektronikkens hjælp.
Det gør Søren Dahlgaard ikke. Han bruger dej. Dej er som bekendt mel, fedtstof og hævemiddel m.m., som er blevet æltet eller pisket sammen til en blød eller flydende masse. Vi kender dej i vores hverdag og i husholdningen, for det brød, som vi spiser, kan ikke laves uden.
Men kunst derimod er normalt ikke af dej, dvs. vi er ikke forvænt med at møde dette forgængelige formløse materiale i skulpturer. Vi er i det hele taget ikke forvænt med at se portrætter, hvor den portrætteredes ansigtstræk er totalt skjult – af en ordentlig klump dej.
Siden 2008 har denne danske billedkunstner afstedkommet international opmærksomhed og sikkert også heftig hovedrysten med sine såkaldte dejportrætter. Det nye er ikke, at vi ikke kan se ansigtet på den person, der lægger krop til fotografiet. For det ville man heller ikke kunne, hvis personerne havde båret en maske, som man gør til f.eks. karneval. Det nye er konsekvensen og dermed humoren i dette aparte kunstneriske projekt.
Dej kan have en farve, der kan minde om huden på en bleg person, og på en mærkelig måde får det menneske og materiale til at smelte sammen, for et kort øjeblik.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
