Man kender anonymiseringen fra avisen: Man ser et fotografi af et menneske, men ikke dette menneskes ansigt. Måske må man af juridiske og publicistiske grunde ikke se det. Måske er den pågældende mistænkt eller anklaget for en forbrydelse, men ikke dømt. Tidligere brugte man en grafisk ’bjælke’ til formålet. I dag udvisker man ansigter med elektronikkens hjælp.
Det gør Søren Dahlgaard ikke. Han bruger dej. Dej er som bekendt mel, fedtstof og hævemiddel m.m., som er blevet æltet eller pisket sammen til en blød eller flydende masse. Vi kender dej i vores hverdag og i husholdningen, for det brød, som vi spiser, kan ikke laves uden.
Men kunst derimod er normalt ikke af dej, dvs. vi er ikke forvænt med at møde dette forgængelige formløse materiale i skulpturer. Vi er i det hele taget ikke forvænt med at se portrætter, hvor den portrætteredes ansigtstræk er totalt skjult – af en ordentlig klump dej.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
