Det mest fremtrædende ved lørdagens premiere-event og liveudsendelse af internetradiostationen The Lakes ’Works for Radio’ var valget af location. Nikolaj Kunsthals kirkerum var akustisk anskuet en særdeles speciel medspiller – eller snarere modspiller.
Det var mildt sagt udfordrende at høre, hvad der blev sagt fra den lille scene, hvor de to ellers meget veloplagte og sympatiske radiomestre Jan Stricker og Jan Sneum interviewede hver af de 8 deltagere i ’Works for Radio’. Det var et dejlig chillet setup, med masser af kærlighed i luften, men så bare indhyllet i utrolige mængder rumklang.




























