Udstillingen med Morten Strædes tegninger og (enkelte) skulpturer – i øvrigt en ganske omfattende og udmærket udstilling – er retrospektiv, så vi er nødt til at starte med begyndelsen.
I 1980’erne stod denne Morten Stræde frem som en af de unge tænksomme garanter for en skulptur, der ville – og kunne – noget helt andet end den billedhuggerkunst, man kendte fra paladser, pladser, parker og kunstmuseer. For den nye skulptur var ’cool’, dvs. køligt velovervejet, det var en cerebral skulptur, man godt kunne tænke dybt og filosofere over, en reflektionens skulptur, postmoderne, postminimalistisk og neoakademisk på én gang, og så var den som en konkret og håndgribelig illustration af 1980’ernes dominerende mantra: overblikkets og de store fortællingers død.
