David Jordan fra BBC har overkommet mange hårde angreb. I snart to årtier har han været frontfiguren, der har stået på mål for BBC’s etiske standarder.
Det går ikke stille for sig i et Storbritannien, hvor en bidsk tabloidpresse altid er klar, når det gælder BBC. I mange store storme har Jordan skullet rede trådene ud. Det har han for det meste gjort besindigt og veltalende. Han evner at sætte sig ind i mange forskellige synsvinkler. Og er god til at navigere efter de principper, der er afgørende for BBC.



























