Lars Gert Lose kan fra årsskiftet kalde sig bestyrelsesformand for Danmarks Radio.

Tidligere topdiplomat bliver bestyrelsesformand for DR

Lars Gert Lose fotograferet i 2017, da han var Danmarks ambassadør i USA. Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix
Lars Gert Lose fotograferet i 2017, da han var Danmarks ambassadør i USA. Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tidligere departementschef i Udenrigsministeriet og eksambassadør i USA Lars Gert Lose bliver ny bestyrelsesformand for DR. Det skriver Kulturministeriet på sin hjemmeside.

»Med Lars Gert Lose i spidsen får DR en formand, der har stor erfaring med topledelse og strategisk udvikling«, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i pressemeddelelsen.

Lars Gert Lose er afgående partner hos den grønne kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners. I sidste måned kom det frem, at han fra 1. maj 2025 skal være administrerende direktør for interesseorganisationen Finans Danmark, altså bankernes talerør.

»Det er et stort privilegie at få mulighed for at bidrage til den fortsatte udvikling af DR«, siger Lars Gert Lose i en pressemeddelelse fra DR.

Han afløser Marianne Bedsted. Hun har været bestyrelsesformand siden 2018.

»Det har været seks spændende år for mig i DR, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke DR’s bestyrelse og direktion for det gode samarbejde. Det glæder mig, at jeg skal give stafetten videre til Lars Gert Lose«, siger hun i pressemeddelelsen fra DR.

Bestyrelsen i DR er mediets øverste ledelse. Bestyrelsen består af 11 medlemmer. Tre medlemmer udpeges af kulturministeren, seks af kulturministeren og Folketingets seks største partier i fællesskab. Desuden udpeges der to medlemmer af de fastansatte medarbejdere i DR.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her