Ted Cruz tilslutter sig Demokraterne og kritiserer trusler mod tv-stationer for at sende ’Jimmy Kimmel Live!’.

»Helvedes farlig«: Republikansk senator beskylder magtfuld formand for mafiametoder efter trusler mod tv-stationer

Ted Cruz er tidligere præsidentkandidat. I 2016 tabte han dog til Donald Trump i kampen om at blive republikanernes kandidat. Foto: Antranik Tavitian/Ritzau Scanpix
Ted Cruz er tidligere præsidentkandidat. I 2016 tabte han dog til Donald Trump i kampen om at blive republikanernes kandidat. Foto: Antranik Tavitian/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den fremtrædende republikanske senator Ted Cruz har fredag sluttet sig til Demokraternes kritik af Brendan Carr, formanden for FCC, der blandt andet står for at regulere tv-området og udstede sendetilladelser til lokale tv-stationer.

Det sker, i forbindelse med at Carr har truet Disney, som ejer tv-stationen ABC, og lokale tv-stationer for at sende programmet ’Jimmy Kimmel Live!’, efter at værten Jimmy Kimmel kom med bemærkninger om drabet på Charlie Kirk, som faldt mange konservative for brystet. Kimmel blev siden suspenderet på ubestemt tid.

»Vi kan gøre det på den nemme måde eller den hårde måde. Disse selskaber kan enten ændre adfærd og tage affære over for Kimmel, eller også vil der være yderligere arbejde forude for FCC«, sagde Brendan Carr.

Ted Cruz er senator i Texas og er en af de mest magtfulde republikanere i USA’s lovgivende forsamling, Kongressen.

»Jeg må sige, at det lige så godt kunne foregå i ’Goodfellas’«, siger Cruz og hentyder til en gangsterfilm af instruktøren Martin Scorsese.

»Det er ligesom en mafioso, der går ind på en bar og siger: »Flot bar, I har her. Det ville være en skam, hvis der skete noget med den««, siger Ted Cruz og kalder videre Carrs trussel om at give tv-stationer bøder og inddrage deres licenser på grund af indholdet af deres shows for »helvedes farlig«.

Sjælden intern kritik

Cruz’ udtalelse er et sjældent eksempel på, at et fremtrædende medlem af USA’s præsident Donald Trumps parti, Republikanerne, offentligt kritiserer administrationens handlinger.

ABC offentliggjorde få timer efter Brendan Carrs slet skjulte trussel, at ’Jimmy Kimmel Live!’ lukkes på ubestemt tid på baggrund af Kimmels udtalelser om det formodede attentat på den konservative aktivist Charlie Kirk i sidste uge. Det har vakt bekymring for ytringsfriheden i USA – især i Det Demokratiske Parti, blandt fremtrædende personer i Hollywood og i borgerrettighedsgrupper.

Trump sagde fredag til journalister i Det Ovale Værelse, at han er uenig med Cruz og kalder Carr for en fantastisk og modig amerikansk patriot. Han gentog torsdag, at tv-stationer, der er kritiske over for hans administration, måske burde have deres FCC-udstedte licens inddraget.

»Jeg er en person, der går meget stærkt ind for ytringsfrihed«, sagde Trump fredag, da han blev bedt om at kommentere yderligere, men han mener, at tv-stationerne er så meget imod ham, at han betragter dem som en forlængelse af Demokraterne.

Carr og FCC er ikke vendt tilbage på Reuters’ anmodninger om en kommentar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her