Komikeren Rasmus Wallbridge opfordrer TV 2 til at lægge lignende koncepter, som det han selv har været hovedpersonen i, på hylden.
Det skriver han på Instagram, efter at der de seneste dage har været diskussioner om TV 2-programmet ’Alle elsker Rasmus’ med ham i centrum.
I opslaget henviser han til et interview med programdirektør hos TV 2 Dorthe Thirstrup fredag i Politiken. Her siger hun, at hun ikke kan afvise, at TV 2 fremover vil lave et lignende koncept.
»Det vil jeg virkelig opfordre dem til at lade være med«, skriver han på Instagram uden at uddybe nærmere.
I programmet ’Alle elsker Rasmus’ tror Rasmus Wallbridge i en periode på fire måneder, at han er i gang med at udvikle en spillefilm sammen med sin gode ven Martin Johannes Larsen.
Men hele filmprojektet er et omfattende fupnummer udviklet af TV 2 og produktionsselskabet Drive Studios.
I fupnummeret deltager også 149 af Rasmus Wallbridges venner og bekendte samt en række kendte personer. I den seneste uge har kritikken af programmet taget fart.
Men der har været stille fra hovedpersonen selv. Wallbridge skriver også selv på Instagram, at han har været stille.
Men han understreger, at han ser, hvad der bliver sagt og skrevet om ham.
»Jeg er dog ikke et sted lige nu, hvor jeg kan være deltagende part i den snak«, skriver han og tilføjer, at han i samråd med sine nærmeste har besluttet at holde fuldt fokus på sit kommende comedyshow.
Han mener dog, at der er nogle forhold, som han er nødt til at korrigere.
Her lyder det blandt andet, at hverken hans kæreste eller manager har været bekendt med fupnummeret.
Derudover skriver han, at han ikke skal udvikle en spillefilm for Nordisk Film, som det ellers er fremgået af rulleteksterne i programmets sidste afsnit.
»Efter afsløringen blev jeg gjort bekendt med, at Nordisk Film ville give Martin og jeg mulighed for en udviklingsaftale på en film. Det betyder ikke, at vi har fået lov at lave en film. Der er stor forskel, og det samarbejde har jeg af åbenlyse grunde valgt ikke at gå videre med«, skriver han.
»Jeg kan se, at en chef fra TV 2 siger til Politiken, at hun ikke kan afvise, at jeg ’dobbeltpranker dem’. Det gør jeg ikke«, skriver han.
Programdirektør Dorthe Thirstrup fra TV 2 sagde fredag, at hun lytter til den kritik, eksperter og komikerkollegaer er kommet men. Hun oplyste til Politiken, at hun havde fået at vide af folk på projektet, at Rasmus Wallbridge havde det »fint«. Det korrigerede hans manager overfor Politiken med ordene: »Fint er et relativt begreb«.
»Rasmus har det o.k. efter omstændighederne«, sagde Rasmus Wallbridges manager, Jakob Riis, til Politiken.
Opdateres...
ritzau
fortsæt med at læse