Forkerte mordere, et skævvredet verdensbillede og DR’s dramachef, Ingolf Gabold, som ’Den røde mester’.
Søren Espersen (DF) helmer ikke i sit angreb på Danmarks Radios dramaserie ’Forbrydelsen’, som i Espersens øjne er åbenlyst venstresnoet og anti-Dansk Folkeparti i sit udtryk. En opfattelse, han fastholder på dagen, hvor tv-seriens figur Erling Krabbe, formand for det fiktive parti Folkepartiet, ellers i aftenens finaleafsnit ser ud til at springe ud som en retskaffen politiker, der støtter ’de gode’. »At Erling Krabbe nu er med til at afsløre komplottet, er da bare et bevis på, at DF’s medlemmer først bliver gode, når de begynder at gå over til den anden side. Når han er ved at blive god, så er det, fordi han går over til justitsministeren og afslører komplotter«, siger Søren Espersen, som er træt af, at folk med borgerlige eller indvandrerkritiske holdninger aldrig kan være helte i DR’s dramaserier.




























