Mandag var der mørke skyer over Danmark. Men hvor det ifølge DMI var et spektakulært sommeruvejr, som ikke krævede varsling af beredskabsmyndighederne, var historien voldsommere hos TV 2. Her blev Det Europæiske Center for Tordenforudsigelser (Estofex) citeret for et tordenuvejr, som berettigede centerets alvorligste kategori 3-varsel. Nyheden blev formidlet til hele Danmark via Ritzau, men også talt ned af DMI. »Vejret er blevet et konkurrenceparameter og fylder mere og mere. Så kan man diskutere, hvilket niveau man skal lægge i forhold til det tørre faglige – som er min tilgang – eller om man mere skal lave underholdning«, siger DR’s chefmeteorolog, Jesper Theilgaard.
SKRIV: Er troværdigheden røget for vejrudsigten?
Jesper Theilgaard har aldrig hørt om Estofex før. »Men hvis man selvbestaltet går ind og laver nogle andre varslingskriterier, end vi normalt bruger, skaber det jo mere forvirring end klarhed. Man skal ikke råbe ’ulven kommer’«, siger Jesper Theilgaard. Heller ikke den legendariske og nu pensionerede tv-meteorolog Henrik Voldborg har hørt om det Estofex før. »Vejret er det samme, selv om TV 2 har løsrevet sig fra DMI. Men der er flere modeller, og TV 2 gør nok mere rede for de ekstreme ting«, siger Henrik Voldborg.




























