Når Apple sælger en applikation til en avis eller et magasin, så stikker firmaet selv tre ud af ti kroner i lommen. Det sker, selv om indholdet i form af eksempelvis artikler er lavet af indholdsproducenter som magasinet Esquire eller avisen Berlingske Tidende. Medieanalytiker Henrik Schultz kalder det en »ublu pris«. Han frygter, at det vil afholde medier fra at investere fuldt ud i at udvikle sig på de nye platforme. »Apple tager sig groft betalt. Det er mit indtryk, at de har skudt sig selv lidt i foden, fordi det bliver mindre attraktivt for medierne at udvikle spændende og nyskabende applikationer, når de skal aflevere så stor en andel af fortjenesten«, siger Henrik Schultz. En lang næse Før iPad blev introduceret i Norden for få uger siden, var optimismen ifølge Henrik Schultz enorm. Det skyldes, at det har vist sig, at forbrugerne er villige til at betale for medieindhold via Apples iStore, i modsætning til normalt, hvor brugerne nægter at betale for indhold på nettet. Men toneangivende svenske Aftonbladet og norske VG har på det seneste introduceret applikationer til iPad, som dels var gratis, dels var kedelige, forklarer Henrik Schultz.
LÆS OGSÅ Apple censurerer Side 9-pigen væk fra iPad
Det skyldes, at medierne ikke har investeret nok i de nye applikationer, fordi Apple stikker så stor en del af pengene i lommen. Medierne lurepasser også, fordi de håber på, at Apple får konkurrence, mener han. »Vi havde håbet på mere dybde og et gennemført design. Et fancy produkt, som man tog penge for. At man havde udnyttet mulighederne for levende billeder, for at opdatere og for at linke til andet stof, men det lignede mest et udsnit af deres websider, og så var de gratis, så det var en lang næse for mediernes fremtid«, siger Henrik Schultz. Besparelse ædt op Medierne satser på at spare store summer på tryk og distribution ved at sælge indhold elektronisk. Men besparelsen bliver ædt op. Ikke alene kræver Apple en afgift på 30 procent, men der skal også betales fuld moms på applikationer modsat aviser, som i Danmark er momsfritaget, og så er besparelsen væk. Dagbladet Børsens ansvarshavende chefredaktør, Leif Beck Fallesen, mener, at Apples afgift er skadelig. LÆS OGSÅApple og Google slås om titlen som 'Årets bedste gadget' »Det svarer til den gamle Øresundstold, hvor man skulle betale, hver gang man sejlede forbi. Det er hverken et behageligt eller acceptabelt niveau, og det holder naturligvis udviklingen tilbage, at vi skal aflevere så mange penge. Det stopper ikke udviklingen, men det begrænser investeringerne«, siger Leif Beck Fallesen. En form for betaling Børsens ansvarshavende chefredaktør håber, at der kommer mere konkurrence på markedet, efterhånden som andre spillere som Google og Samsung for alvor får gang i tilsvarende butikker for applikationer.



























