I torsdags kom det frem, at det nye Lindhardt og Ringhof henter forlagschefen hos Thaning & Appel, og fra i morgen, 1. maj, er hele Thaning & Appel købt af Gyldendal, som dermed sætter sig på endnu en bid af det danske bogmarked. Direktør Rasmus Stenberg Schur siger, der ikke er nogen sammenhæng mellem forlagschefens farvel og salget til Gyldendal. LÆS OGSÅ100 år med det danske sprog »Vi har forhandlet om det et stykke tid, og medarbejderne har ikke vidst noget«, siger Rasmus Stenberg Schur. Interessante rettigheder Thaning & Appel er et af den danske forlagsverdens gamle, hæderkronede navne, som blandt andet har udgivet bøger af Abell, PH, Balzac og Chaucer, ligesom det var her, Anders Bodelsen begyndte. Nu er det imidlertid slut med Thaning & Appel. Forlaget lukker, og Gyldendal overtager rettighederne til forlagets forfattere og øvrige forlagsaktiviteter. Rettighederne er dog interessante, især dem fra Branner & Korch, som hører under Thaning & Appel. De mest kendte er Astrid Lindgrens ’Mio, min Mio’ og bøgerne om ’Karlsson på taget’. Forlaget råder også over Bjarne Reuters bøger ’Bertram’ og ’Buster’. Filmatisering forude Direktør Bjarne Ponikowski fra Gyldendal siger, at forlaget naturligvis er interesseret i disse titler, eftersom Gyldendal i forvejen råder over langt de fleste udgivelser fra både Lindgren og Reuter. »Men Thaning & Appel har også en række andre fornuftige titler inden for både skønlitteratur og faglitteratur, som vi mener, der kunne være et potentiale i«, siger Ponikowski. LÆS OGSÅForlag skal droppe snak om business og bundlinje Det gælder eksempelvis noget af den oversatte litteratur, heriblandt den snart filmaktuelle David Nicholls, som får sin roman ’Samme dag næste år’ filmatiseret af danske Lone Scherfig. Desuden ligger også Cecilia Ahern nu på Thaning & Appel. Den unge irske forfatter befinder sig i den populære og lettere del af skønlitteraturen, som Gyldendal traditionelt ikke har haft fat i. Lang proces Gyldendal og Thaning & Appel har ifølge Bjarne Ponikowski haft løbende drøftelser gennem et par år, men det er først inden for de seneste måneder, man har været i egentlige forhandlinger. Det er en del af aftalen, at parterne ikke oplyser købsprisen. Det er mildt sagt ikke første gang, Gyldendal har været på opkøb de seneste år. Forlagskoncernen ejer i dag forlag som Cicero, Rosinante, Høst & Søn, Samleren, Forum, Pretty Ink, Gyldendal Akademisk og Systime. Hvorvidt Gyldendal er ved at blive for store, eller om det er slut med opkøb, vil Bjarne Ponikowski ikke sige. LÆS OGSÅDirektør henter folk hos konkurrent under fyringsrunde »Vi køber først og fremmest Thaning & Appel, fordi de supplerer, hvad vi har i forvejen, og om vi køber mere, kan jeg af gode grunde ikke sige noget om, eftersom vi er et børsnoteret selskab« I dvale Overtagelsen af Thaning & Appel betyder, at forlaget med de i alt fem ansatte lukker på sin nuværende adresse i det indre København. Men om det for tid og evighed er slut med at se forlagsnavnet på omslaget af en bog, tør Bjarne Ponikowski ikke sige. »Vi har også overtaget rettighederne til navnene Thaning & Appel og Branner & Korch, men om vi vil bruge dem fremover, ved vi først om et stykke tid«, siger han. Thaning & Appel lå mere eller mindre i dvale i mange år, men for få år blev der gjort forsøg på at puste nyt liv i forlaget, som siden 1967 har været ejet af familien Schur. Med Louise Haslund-Christensen som forlagschef forsøgte man sig først med fagbøger.
Svært at slå igennem
Da hun forlod forlaget i 2008, overtog Anders Mejlbjerg jobbet og lagde sammen med Rasmus Stenberg Schur en ny linje, som satsede på oversat skønlitteratur og nogle af de udenlandske biografier med en historisk vinkel. Men det har været svært at slå igennem som et lille forlag, som efterhånden ikke havde et særlig kendt navn i boghandlerleddet. LÆS OGSÅGyldendal åbner online-bogklub »Nej, det er ikke lykkedes for os at få økonomien til at balance. Vi har hele tiden haft underskud, men det er ikke derfor, vi har truffet beslutningen om at sælge til Gyldendal. Der ligger personlige årsager bag«, siger Rasmus Stenberg Schur. Han ønsker ikke at uddybe baggrunden for salget, men han bekræfter, at personalet er sagt op.






























