Den slumrende kuglestøder blev årets mest sete tv-klip

Sov. Dine øjenlåg bliver tungere. Du kan ikke længere holde dem oppe. Du glider ind i en dyb trance. Liberal Alliances fattigdomsstemme blev det største hit på politiken.tv i år.
Sov. Dine øjenlåg bliver tungere. Du kan ikke længere holde dem oppe. Du glider ind i en dyb trance. Liberal Alliances fattigdomsstemme blev det største hit på politiken.tv i år.
Lyt til artiklen

Det så længe ud til, at den ufattelige video fra den altødelæggende katastrofe i Japan skulle blive årets mest sete levende billeder på politiken.dk.

Men i 11. time - eller rettere i årets 12. måned - lykkedes det en søvnig politiker fra Liberal Alliance at stjæle hæderen.

Joachim B. Olsens kamp mod sine tunge øjenlåg under et åbent samråd overhalede tsunamien og blev den mest sete video på politiken.tv i 2011.

Men der er ingenting, der har optaget nyhedsbilledet mere end den føromtalte tsunami, der ramte nethinden i marts måned. På de to næste pladser på listen over mest sete videoer ligger klip, hvor de enorme vandmasser rammer Japans kyst og river alt med sig.

Det næste klip på listen relaterer sig til en historie, som - sammen med tsunamien - kandiderer til årets nyhed: De første billeder af Moamar Gaddafi efter tilfangetagelsen blev samtidig de sidste billeder af den libyske leder i live.

I årets løb er der blevet publiceret flere end 1.500 tv-klip på politiken.tv, og mange af dem er fra kulturens verden.

Dog var der ingen over eller ved siden af optagelserne af Ricky Gervais, der forargede hele Hollywood og omegn med sin satire ved årets Golden Globe-uddeling.

For at finde det sidste klip på vores top fem over mest sete klip i 2011 skal vi til Bornholm.

Under den første udgave af Folkemødet blev en af de mange, mange, mange politiske debatter afbrudt af Fritz og Poul - Martin Buchs og Rasmus Botofts snobbede karakterer fra satireprogrammet Rytteriet.

Tak for 2011. Vi vender tilbage i 2012 med endnu flere uforglemmelige levende billeder.

FACEBOOK

John Rahbek

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her