Klokken lidt i tolv 1. juni 1970 går en 26-årig ung mand ind gennem Svingdøren på Rådhuspladsen. Iført fløjlsjakke og veltrimmet skæg. Det er slagtermesterens søn fra Vipperød. Han har været i lære på Holbæk Amts Venstreblad, på journalisthøjskolen, læst lidt medicin, læst lidt statskundskab og været lidt på JP. I det hele taget en mand, der endnu ikke rigtig har fundet sin rolle. Men den finder han. Da han træder ind igennem Svingdøren, ved han, at han vil være ét med bladet her. Og det lykkedes. Eller som han selv senere i livet formulerede det: »Jeg er tinglyst på matriklen«. Vi andre vil sige, at han blev en institution på Politiken, hvor han i årtier har været det hele: Journalist. Redaktionschef. Udlandskorrespondent. Debatredaktør. Klummeskribent. Leder af lederkollegiet. Læsernes redaktør. Og meget meget andet.
På sin egen lune måde er Søren Nielsen en af de Politiken-personligheder, der i de seneste fire årtier med ordets og argumentets magt har raget højest op og har haft størst indflydelse på, hvad Politiken har ment om Europa, kongehuset, folkekirken, skoleforlig, de syv statsministre, han har haft under sig, Nato, fri heroin etc.
