Republikanere har kastet sig over Barack Obama, efter en diskret kommentar til den russiske præsident Dmitrij Medvedev blev afsløret af en tændt mikrofon under atommødet i Seoul.
Obama troede angiveligt, at mikrofonen var slukket. Det var den ikke, og kort efter florerede klippet på YouTube og alverdens medier.
TV Obama glemmer de tændte mikrofoner
Men det er langtfra første gang, at politikere og offentlige personer har dummet sig for åben skærm og mikrofon. Her er en top fem over de pinligste udtalelser fra folk, der troede, de var alene.
1) Irriteret prins Charles spyede galde
Det var ikke lysten, der drev værket, da prins Charles skulle underholde pressen på en skiferie i Schweiz i 2005. Særligt BBC-journalisten Nick Witchell irriterede den britiske tronfølger, der troede, at han var uden for mikrofonernes rækkevidde og lod giftige ord sive fra læberne.
Prinsens pressesekrætær sagde efterfølgende, at et par paparazzifotografer havde generet tronfølgeren dagen før. Derfor var prinsen i dårligt humør.
2) George W. Bush kaldte journalist for et kæmpe røvhul.
Da George W. Bush stillede op til det amerikanske præsidentvalg i 2000, var det med et løfte om at ændre tonen og genetablere værdigheden i Det Hvide Hus. På et vælgermøde i Illinois var det imidlertid ikke kancellisproget, som guvernøren fra Texas havde fundet frem.
Smilende og vinkende lod Bush sin kampagnepartner Dick Cheney vide, at New York Times-journalisten Adam Clymer stod blandt tilskuerne og at han var et »et røvhul i superliga-klassen«.
Efter sigende var Bush utilfreds med en række artikler skrevet af Adam Clymer og bragt i New York Times. Han undskyldte aldrig direkte til kommentaren, men sendte et kondolencebrev, da Clymers mor døde i 2001.
3) Pastor ville kastrere Obama
Borgerrettighedsforkæmper og pastor Jesse Jackson støttede offentligt Barack Obama under det amerikanske præsidentvalg i 2008. Men under forberedelserne til et tv-interview på Fox News luftede han et par holdninger, der uheldigvis for ham blev live-transmitteret.
Obama modtog efterfølgende en personlig undskyldning fra Jackson. Pastoren forsikrede, at hans støtte til kampagnen fortsat var »bred, dybfølt og entydig«.
4) Gordon Brown fornærmede en af sine egne vælgere
Under valgkampen i 2010 blev den daværende britiske premiereminister, Gordon Brown, konfronteret af en kritisk kvinde. Efterfølgende hoppede Brown ind på bagsædet af sin ministerbil og kørte bort.
I umiddelbar fred og ro brokkede en frustreret Gordon Brown sig derefter til sin assistent. Brown havde bare glemt, at han stadig var iført en trådløs tv-mikrofon. I samtalen, der blev optaget af en vaks kameramand, kaldte premiereministeren vælgeren for »en snæversynet kvinde«.
Kommentaren affødte heftig kritik fra både medier, modstandere og egne rækker. Den 'snæversynede' kvinde modtog efterfølgende et personligt opkald fra Brown, der undskyldte sine udtalelser.
5) Vicepræsident introducerede Obama med 'f-ordet'
Glæden var muligvis for overvældende for den amerikanske vicepræsident Joe Biden, da han ved underskrivelsen af den skelsættende sundhedsreform i 2010 skulle overdrage ordet til præsident Barack Obama.
Biden gav Obama et skulderklap, vendte ansigtet bort fra talerstolen og kom med en knap så diskret bemærkning, der lige akkurat blev opfanget af mikrofonerne.
Joe Biden er kendt for at lade munden løbe af med ham, men han er ikke den første politiker, der bliver taget i at benytte det kontroversielle F-ord. I 2004 blev Dick Cheney berygtet for at sige »go fuck yourself« til den demokratiske senator Patrick Leahy.
fortsæt med at læse




























