»I dag er der 200, der er interessante for os. I hvert fald«. Og for 10 år siden? »Omkring 50«. Altså en firedobling af kendisser? »Ja. Jeg vil mene, det er ret præcist sat«.
Hoppet på pinden
Chefredaktør Kim Henningsen trommer i bordpladen. Han sidder foran en hvidmalet væg, som er dekoreret med Se og Hørs røde logo optrykt på fire ens plakater.
Der er halvanden time til deadline. Lidt væk, på resten af etagen i Aller-koncernens enorme bygning på Havneholmen i København, roder en håndfuld af ugebladets folk med de sidste spraglede sider ved deres computerskærme. Ugens forsidebasker handler om Janni Spies. Efter sin skilsmisse erklærer hun sig ’glad uden mand’. Et mindre foto viser kendisfrisøren Dennis Knudsen, som ’drukner i frække tilbud’.






























