Forhandlingerne om den fremtidige mediestøtte er kommet snublende fra start, efter at partierne i går mødtes med kulturminister Uffe Elbæk (R) for at finde en ny måde at fordele de godt 400 millioner skattekroner, som i dag støtter dagbladenes distribution, på.
På forhånd var der ellers enighed om, at støtten ikke alene bør gå til aviserne, men også eksempelvis til netmedier. Men forleden blev aviserne så påført en ekstra udgift på 40 millioner kroner, da regeringen i deres finanslovsforlig med Enhedslisten hævede den såkaldte lønsumsafgift, som aviserne betaler. »Og hele grundlaget for debatten er jo forandret, i og med at man hiver 40 millioner kroner ud. Så jeg mener ikke, at vi er kommet et skridt videre overhovedet«, siger Venstres ordfører Ellen Trane Nørby.




























