Førsteplads. Maren Uthang bliver den nye tegner i Politiken med sin tændstikstikmenneske-stribe 'Ting., jeg gjorde': »Lige så udtryksfuld, som den er enkel«, siger dommerpanelet. Tegning: Maren Uthaug

Førsteplads. Maren Uthang bliver den nye tegner i Politiken med sin tændstikstikmenneske-stribe 'Ting., jeg gjorde': »Lige så udtryksfuld, som den er enkel«, siger dommerpanelet. Tegning: Maren Uthaug

Medier

Minimalismen sejrede i Politikens tegneseriekonkurrence

Politikens dommerpanel faldt for Maren Uthaugs stribe 'Ting, jeg gjorde'.

Medier

Med tegneserier som billet kan man som bekendt komme til de mest eksotiske lokaliteter: Længe før den rigtige rumfarts begyndelse bragte striberne os til ukendte planeter i fjerne galakser.



Og længe efter den sidste cowboys død kom vi på seriernes hesteryg til Det Vilde Vesten. I lændeklæde svingede vi os mellem junglens lianer ind i Afrikas hjerte, og i cottoncoat og gummisko besøgte vi kriminelle underverdener i stribevis.

LÆS OGSÅ

Men dér kommer vi ikke hen med de tegneserier, der kåres som de bedste i Politikens konkurrence om en ny daglig tegnestribe.

Vinderne bidrager snarere til en anden kraftig hovedstrømning i seriehavet: De striber, der - lige fra Peter & Ping til Poeten & Lillemor - har vist os de eksotiske, vilde, ja, absurde hverdage, som vi deler med hinanden lige her, hvor vi nu er.



Som nu for eksempel den kritiske forbruger og familiefar, der i supermarkedet viser sit vuggestuebarn en pakke »MSC-certificerede fiskefingre« og roder sig ud i at belære rollingen om, at producenterne så »kun har voldtaget havet lidt« ...

Eller hvad med den fuldmodne ægtemand, som finanskrisen slår sådan ud af kurs, at han begynder at ville dyrke »nogle andre værdier? Kultur, filosofi, buddhisme ... kunst, for pokker« - før han kommer på bedre tanker.

Peberspray i håndtasken
Hverdagen er vild nok i de to striber, der kom ind på henholdsvis en anden- og en tredjeplads i konkurrencen om at tegne Politikens næste stribe.

Førstepladsen måtte de dog overlade til en stribe tegninger af en kvinde, der spiller 'Wordfeud', tjekker badevægten såvel som de andres deller, og som går med peberspray og saks i håndtasken, når hun skal i byen efter at have set nyhederne.

'Ting, jeg gjorde' hedder vinderstriben, som kan kaldes minimalistisk i ordets bedste betydning: Tegningen er nærmest en 'tændstikkvinde', men »lige så udtryksfuld, som den er enkel«, siger dommerpanelet. Og den kortfattede og præcise tekst rammer i centrum af den kvindelige Politikenlæsers univers, mente én...



Om dét univers - i serien, altså! - kan udvides over tid, bliver spændende, sikkert også for seriens fyrreårige ophavskvinde, Maren Uthaug, til daglig tekstforfatter og blogtegner og for nylig udgiver af sin egen tegneseriebog 'Ellers går det godt'.

Hvis hun nu ikke havde vundet, var prisen gået til Christoffer Zieler, ophavsmanden til familiefaderen med fiskefingrene. 'Arbejdstitler' er faktisk titlen på disse striber om en ung families hverdag og kommunikationskoks.

De er »grafisk originale med en meget præcis persontegning, og sproget er finurligt«, synes dommerne. Zieler er »både dybsindig og dejligt banal, uskyldig og vidunderligt rå«, stod der her i avisen i 2011 om hans samlinger 'Stejl fart' og 'Pigen og katten'.

Nissehuer fra Noma

Ovennævnte ægtemand, som finanskrisen er ved at drive ud i at dyrke kunst, kommer da heldigvis på bedre tanker i Johan F. Krarups serie med den rammende titel 'Uoplyst optimisme', som det enige dommerpanel ville have udpeget som vinder, hvis de to forrige ikke havde deltaget.

I sikker streg og veludnyttet kvadratisk format udforsker Krarup hverdagens store spørgsmål og små besynderligheder - som f.eks. tilberedningen af denne delikatesse fra det ny nordiske køkken: »Nissehuer fyldt med vestjysk friskost«!

Krarups tidligere udgivelser omfatter bl.a. Batman & Robin-parodien 'For statens sikkerhed' og den Dante- og Bosch-inspirerede ordløse middelaldergyser 'Feeding the beasts'.





Både Uthaug, Zieler og Krarup er med andre ord allerede professionelle tegnere. Det samme gælder tre-fire andre af ophavsmændene - anonyme, men genkendelige på stregen - til den lille snes serier, som de tre udkonkurrerede i opløbet. Flere af dem skal vi såmænd nok få at se på tryk en dag, om ikke andet så hos konkurrerende medier.

Den samlede bunke bidrag rummede både venindesnak og drengerøvsvid, indvandrerhumor og dagsaktuel politisk satire, historiske serier såvel som dystre fremtidsvisioner.

LÆS OGSÅ

Hverken Homo Metropolis, Wulffmorgenthaler, Rocky eller Egoland har været trykt i denne avis uden at inspirere andre, kan vi konstatere - selv om stil og streg varierede lige fra børnetegninger til photoshopgrafik.

Tilsammen modtog vi lige under 200 bidrag til Politikens tegneseriekonkurrence 2013, som kaldte talentet frem hos folk af alle aldre og begge køn - og kaldte taknemmeligheden frem hos redaktionen!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden