En kulturministeriel kanon over danske tegneserier har Brian Mikkelsen endnu ikke følt behov for, hverken til pæredansk eller nydansk genopdragelse, men det gør nu ikke tegneserierne til en mindre interessant del af kulturarven. Og uanset om udlændinge forstår, hvorfor Jørgen Mogensens danske tegneserie om 'Poeten og Lillemor' (jævnfør hosstående anmeldelse af Stegelmann) ligefrem er en af 'verdens 25 bedste', eller ej: Bogfabrikkens plan om at udgive seriens samlede striber gennem mere end 50 år - alle tegnet af Mogensen selv, som dermed lænede sig op ad en personlig verdensrekord før sin død i 2004 - er et af disse års smukkeste initiativer til kulturbevaring. Næsten frit spil Med de fire nyeste bind i serien er vi midt inde i dens 'guldalder', 1970-erne med alle de nymodens hummelejstreger, Jørgen Mogensen både var fascineret af og elskede at gøre nar ad. Det rakte fra trompetbukserne og unisex-frisurerne og de topløse sommerstrande - her er fascinationen fremherskende! - til de mere stramtandede forsøg på at lave verden og samfundet om via arbejder-studenter samarbejde, universel brug af kedeldragt, selvproletariseret sprog og striks overvågning af udskejelser fra den rette politiske linje. Her får satiren elskværdigt, men frit spil. Næsten frit. For i april 1970 havde ungdomsoprørets chokbølge ligefrem ramt Politikens redaktion, hvor striben endnu kørte: En sekvens, hvor digteren og hans kone havde en flok selvbevidste håndværkere i huset, var ikke rigtig politisk korrekt, fremgik det af et redaktionelt vink med en vognstang til tegneren, som straks standsede udskejelserne. Striben, der aldrig blev trykt Anders Hjorth Jørgensens strålende efterord fremdrog episoden, og på pladsen efter 16. april 1970 i det pågældende bind finder vi her - den stribe, der aldrig blev trykt! Ligesom de striber, Jyllands-Posten ikke ville trykke, fordi et par jyske tranlamper i politiuniform flyttede ind i Poetens nabosommerhus, hører håndværkerstriben til i dansk pressehistories kapitel om tømmermænd. Ikke fordi det er genial kunst, men fordi det er bortcensureret! Efterordene er kulturhistoriske perler i sig selv, med grundig besked og store illustrationer også fra alle andre hjørner af Mogensens alsidige virke - i det netop nævnte bind flere skønne og frække eksempler fra hans tid sammen med Cosper Cornelius på det vovede vittighedsblad 'Hudibras'. Kulturarv Poetens (og Lillemors) Samlede Værker burde finansieres af det Danske Sprog- og Litteraturselskab som kollektiv kulturarvspleje. Hvis altså ikke statsstøtte betød »dødskys for den kunstneriske frihed« (jævnfør igen hosstående anmeldelse). Husk Poetens politibetjente og håndværkere, Stegelmann: Den, der betaler musikken, bestemmer også repertoiret, om det så er dansk dagspresses ildsprudende private erhvervsliv, der snart selv skal betales udelukkende af annoncørerne.