Når jeg ser på de indsendte billeder til Årets Pressefoto 2012, er der meget, som glæder mig. Og mindre, som ærgrer mig. Det glædelige først. Det bedste er, at niveauet er højt, ualmindeligt højt faktisk, også set i en international sammenhæng. SE OGSÅHer er årets bedste pressefotos Et par af grundene til det er, at vi fotografer ikke anser os som konkurrenter i det daglige, men som nære kolleger, der hjælper hinanden. Desuden får vi en rigtig god uddannelse. Sådan har det været i et stykke tid.
Nye ansigter En ny tendens i årets felt, og noget, der virkelig glæder mig, er, at flere yngre fotografer markerer sig på listen over de nominerede. I de seneste 15 år har en mindre gruppe fotografer domineret pladserne på podiet, men det er vigtigt, at nye ansigter kommer til og ser på faget og verden med friske øjne. Og det har de gjort. Det ses tydeligst i de personlige projekter, hvor fotograferne bruger stor energi på at komme helt tæt på en historie. Her tænker jeg især på Sofie Amalie Klougarts swingerserie, Marie Halds reportage om den prostituerede Bonnie, Lea Mailandt Mathiesens portræt af en anoreksiramt kvinde og Lærke Posselts børnemodeller i USA, som læseren alle kan se eksempler på her på siderne. LÆS OGSÅÅrets pressefotograf: »De tog mig med bukserne nede« Tilgangen til den måde at fortælle historier på kan sammenlignes den, som blandt andre Anders Agger og Søren Ryge Petersen benytter, når de følger og beskriver helt almindelige mennesker i deres tv-udsendelser. Hvis det er gjort ordentligt og med respekt, bliver det ofte fængende og nærværende beretninger, vi inviteres ind i. Den tålmodighed og indlevelse, de historier kræver, oplever jeg hos den nye generation af fotojournalister. Tvinges til at tænke anderledes Hvis der er noget godt at sige om papirmediernes position i den økonomiske krise, er det, at en del fotografer tvinges til at tænke anderledes og finde nye indtægtskilder. De flytter sig både geografisk og mentalt i forsøget på at leve af fotojournalistikken. Deres nysgerrighed er kombineret med en væsentlig portion fandenivoldskhed. De insisterer på netop at ville fortælle historier. Den tendens, det ambitiøse vækstlag, der finder og vil historierne, er for alvor slået igennem i Årets Pressefoto 2012. Og hvor jeg tidligere kunne være lidt bekymret over, hvordan de skulle klare sig i den hårde konkurrence, er jeg med tendenserne i årets konkurrence mere rolig nu. Det ærgerlige? En af de mindre gode ting, som jeg oplever ved årets udstilling, er, at udlandsdækningen er svagt repræsenteret. Nyhedsdampen er gået af krigen i Syrien, og den har været svær at komme tæt på som fotograf. Og uden jordskælv, arabisk forår og international krise bliver fotograferne hjemme. Det er et tegn på, at medierne er tilbøjelig til at løbe efter de samme nyheder, og at vi ikke løber nogen steder overhovedet, når nyhederne ikke betragtes som store nok. Vi er vant til, at de store internationale billedbureauer sender bunker af fotos hjem fra begivenhedernes centrum, men måske netop derfor skal vi være et andet sted. Fotografiet skal skabe diskussion
Vi skal selvfølgelig leve op til vores forpligtelse som nyhedsmedier, men vi skal også turde tage flere chancer. Jeg kunne godt ønske mig den samme gode udvikling på udenrigsdækningen, som vi ser i arbejdet med almindelige mennesker i Danmark. Altså historier, som også ville være relevante, hvis der ikke var krig eller krise. Lærke Posselts vinderserie er et eksempel på det, men den står ret alene i udvalget. LÆS OGSÅÅrets pressefotograf mestrer »alsidigheden«

Det kræver ikke nødvendigvis flere penge, men langt hen ad vejen gode ideer og planlægning. Vi skal slippe ud af vanetænkningen om, at det primært er journalisternes artikler, vi skal illustrere med vores kamera. Vi skal være bedre til at udvikle os og skabe diskussioner med vores fotografi. De nye generationer af fotojournalister gør det. Tillykke til dem, til alle nominerede og vindere.