De stod på sidelinjen, mens Iron Man, Hulk, Thor og de andre Marvel-helte kæmpede mod fjendtlige halvguder og rumvæsner i filmen ’Avengers Assembly’ fra 2012.
Nu får de deres egen serie på den amerikanske tv-station ABC, som er ejet af Disney.
Serien hedder ’Marvel – agents of S.H.I.E.L.D’, får premiere 24. september og handler om de ikke så fremtrædende medlemmer af det hemmelige, fredsbevarende korps S.H.I.E.L.D. under ledelse af Nick Fury, som går igen fra andre Marvel-film.
LÆS OGSÅ Tegneserieekspert: Batman/Superman-film er et sikkert sats
I søndags blev første afsnit vist for kritikere, og hvor handlingen stadig er hemmelig, har tv-kritiker James Poniewozik fra Time Magazine tilladt sig at skrive på Twitter, at serien er sjov, men at karaktererne ikke helt er i øjet.
»På trods af de forbehold interesserer serien mig dog langt mere end efterårets andre serier«, skriver han.
Skal tiltrække mænd
Producenten af serien og også af tidligere Marvel-film, Joss Whedon, fortalte efter visningen af seriens første afsnit, at serien skal kunne stå alene, så folk, der ikke har set filmene, kan følge med, skriver det britiske nyhedsmedie BBC.
Hvorvidt Iron Man, Hulk og de andre kendiser dukker op i serien, vil man ikke ud med. Producenten gav udtryk for, at det er en mulighed, selv om det ikke er formålet med serien.
Han mener, filmene efterlader et spændende univers, som danner ramme om serien.
LÆS OGSÅ Når superhelte mødes, opstår sød musik - som regel
»Serien handler meget om ’Hvad med os? Hvordan skal vi klare os i en verden, som nu er befolket af rumvæsner og guder?’«, siger han ifølge BBC.
Jos Whedon mener, at satsningen på superhelteuniverset vil kunne trække flere unge mænd til tv-stationen, som ellers er mest kendt for kvindevenlige serier som ’Greys hvide verden’ og ’Scandal’.
I mere end 60 år har Marvel Comics skabt over 5.000 tegneseriehelte, og det står bag tegneserier, figurer, film og spil om blandt andre Hulk, X-men, De Fantastiske Fire, Spider Man og Iron Man. Disney købte firmaet i 2009 for 4 mia. dollar.
fortsæt med at læse




























