Det kan koste dyrt at kritisere Silvio Berlusconi og kredsen omkring ham.
Den italienske regeringschef kræver store beløb i erstatning fra aviser, der f.eks. ønsker klar besked om Berlusconis forhold til prostituerede og mindreårige, og nu kommer turen til enkeltpersoner som den kendte forfatter Antonio Tabucchi. Antonio Tabucchi nævnte i en artikel i dagbladet l’UnitÀ sidste år den flere år gamle polemik om senatsformand Renato Schifanis angivelige forbindelser med den sicilianske mafia, og det får senatets formand til at reagere. Renato Schifani, der i mange år har været en af Silvio Berlusconis nærmeste politiske allierede, forlanger ikke mindre end 1,3 millioner euro (knap 10 millioner kroner) i erstatning for bagvaskelse. Grøndahl er rystet Beløbet er astronomisk i forhold til andre sager om ærekrænkelse, og en række italienske, amerikanske og europæiske intellektuelle opfordrer nu deres kolleger til at protestere mod den italienske regerings forsøg på at lukke munden på kritiske røster, som det hedder i en udtalelse offentliggjort i sidste uge i det franske dagblad Le Monde. Blandt underskriverne er den tidligere portugisiske statsminister Mario Soares, den tyrkiske nobelpristager Orhan Pamuk, den amerikanske forfatter Philip Roth, den fransk-senegalesiske succesforfatter Marie NDiaye og hendes sicilianske kollega Andrea Camilleri, der har skrevet en række krimier og andre bøger med mafiaen som tema. Den danske forfatter Jens Christian Grøndahl er også rystet over sagen. »Alene beløbets størrelse er intimiderende, og det er et klart forsøg på at kyse andre«, siger Jens Christian Grøndahl. Rygter om mafiaforbindelser Dagbladet l’UnitÀ offentliggjorde allerede sidste år Antonio Tabucchis artikel, der ikke bragte noget nyt om Renato Schifani.






























