Komponisternes sammenslutning Koda er blevet klogere på internettet og erkender, at de danske musikbloggere er et gode for vækstlaget i dansk musik.
Derfor vil de nu gøre det gratis for de ikkekommercielle musikblogs at dele musik på nettet – hvis de da har fået lov af kunstnerne først og overholder et par andre regler. »Vi er også blevet klogere i forhold til, hvilken rolle bloggerne spiller og kommer til at spille som en del af musikkens tidlige økosystem. For vores medlemmers skyld er det vigtigt ikke at bygge en barriere op for det her system, der baserer sig på idealisme og frivilligt arbejde«, siger Koda’s direktør, Anders Lassen.






























