Det er kun tre måneder siden, at P2 mistede sin egen sendefrekvens, og det er kun en måned siden, at Radio Klassisk for alvor begyndte at sende. Men selv om medieforskere er vant til at belære os om, at radiovaner tager tid at ændre, er der sket noget drastisk på den korte tid: P2’s andel af det samlede lytterantal er faldet så markant, at en medieekspert i tidsskriftet Klassisk nu har slået alarm og meldt om »katastrofe« på den klassiske musiks vegne.
P2 styrtbløder efter omlægningen, hedder det om ændringerne siden november sidste år, hvor P1 og P2 blev lagt på samme frekvens på FM-båndet, så P1 i store træk har fået dagtimerne, mens P2 og de klassiske musiklyttere har måttet lade sig nøje med aftensendetider. DR: Det er ingen katastrofe Faldet i markedsandele ses imidlertid ikke som katastrofetegn hos DR, understreger medieforsker Dennis Christensen fra DR Medieforskning. »Sandheden er, at der ikke er nogen katastrofe«, siger medieforskeren. Han erkender, at P2’s såkaldte share – andelen af den samlede radiolytning – er faldet. »Selvfølgelig har det en negativ effekt, at P2 får frataget sin sendefrekvens. Vores share er faldet mærkbart, og det er da dybt alvorligt. Men det var forventeligt: Når man mister 12 timer og vel at mærke gode dagtimer at sende i hver dag, må man også forvente, at lyttertallene falder«, siger Dennis Christensen. »Det, der undrer os, er, at konsekvenserne er langt mindre, end vi havde frygtet. Selv om vi har fået halvt så meget tid at sende i, har vi langtfra mistet halvdelen af lyttertiden. Jeg vil ikke forklejne problemerne, men i forhold til at man har valgt at minimere sendetiden, er det gået bedre, end man kunne tro«.



























