I ugens løb har vi set flere eksempler på kendte og ukendte, der er blevet citeret i medierne for en kommentar, de havde skrevet på Facebook.
Vi spørger tre kendte stemmer, om det er god eller dårlig stil, og om der overhovedet er noget på de sociale medier, der kan kaldes privat.
Stéphanie Surrugue, studievært, Kulturen på News »Hvis man har en hemmelighed, skal man lade være med at skrive den på Facebook. Og som offentlig person er jeg afklaret med at blive citeret for, hvad jeg selv skriver. Uanset om min profil er offentlig eller lukket. Fred være med det. Men når en veninde, som f.eks. leder en daginstitution på Amager, svarer mig privat på min væg, er det ikke i orden at hun bliver citeret med navns nævnelse i en avis«.
»Mine venner føler sig kigget over skulderen, og jeg har måttet forklare dem, at de normale regler i journalistik er, at man ikke citerer nogen, der ikke ved, at de bliver citeret«.
»Jeg forholder mig kun til det etiske i det; de forskellige medier må selv ligge og rode med, hvad de synes er en god historie. Jeg kender ikke halvdelen af mine facebookvenner, så man kan godt argumentere for, at min profil er offentlig. Men hvis en veninde skriver noget til mig på min væg på Facebook, tror hun ikke, at hun skriver til en avis. Det strider mod alt, hvad jeg har lært«.
Jacob Skyggebjerg, forfatter
»Det er vel juridisk i orden. Men jeg bruger overhovedet ikke Facebook til en ægte og åbenhjertig kommunikation med mine venner. Jeg bruger det kun, når jeg vil gøre grin med noget eller skrive noget helt langt ude, som jeg ikke mener. Facebook er jo et ondskabsfuldt medie«.
»Jeg skriver tit ting, som er fuldkommen ironiske og for sjov, og så vil det være træls at blive citeret for det, som om man mente det – når det bare var fis. Så det skal fremgå af konteksten. Når man skriver noget til nogen på Facebook, regner man jo ikke med at være med i et interview. Så det er ikke etisk i orden, at det så bliver brugt i en avis. Og jeg synes ikke, man kan forvente, at folk er klar over, at det er det, de kan risikere«.
»Det handler også om journalistisk kvalitet. Jeg synes, det er useriøst at pumpe en artikel op med citater fra noget, folk opfatter som deres privatsfære. Journalisten kunne jo lige så godt stille sig op ved siden af en, der snakker i telefon«.
Lars Werge, næstformand i Dansk Journalistforbund
»Hvis det drejer sig om for eksempel ofre for en forbrydelse, må de samme regler gælde, som kræver varsomhed, når man citerer mindreårige eller andre, der ikke formodes at kunne overskue, hvad de bruges til«.
»Det er selvfølgelig synd for en ukendt person, der skriver privat til en kendt, at de kan ryge i avisen. Men vi bliver nok nødt til at lære det og vænne os til det. Privatlivet trives ikke så godt på de sociale medier. Og der er ikke særskilte etiske regler for citater fra dem. De enkelte medier må lave deres egne regler. Tabloidpressen lever jo i høj grad af de sociale medier«.
»Der er også et væsentlighedskriterium. Hvis noget – også noget privat – har offentlighedens interesse, skal pressen ikke nødvendigvis stå til ansvar for, hvor den har oplysningerne fra«.
»Men at lave en historie uden at tale med vedkommende, der citeres, er dårlig stil. Man kunne have ringet«.
