Både overvågning, regeringens uheldsramte sygesikringshjemmeside og selvfølgelig republikanerne var blandt emnerne, da Barack Obama i aftes gav sin traditionelle optræden som stand-up-komiker til den årlige middag i Washington for journalisterne, der rapporterer fra Det Hvide Hus.
Men selvfølgelig var der også stikpiller til medierne.
»De leder efter bordet«
For eksempel til CNN's væg-til-væg-dækning af det forsvundne fly fra Malaysian Airlines, som i manges øjne har været overdrevet.
Obama, der netop er kommet hjem fra en længere rundrejse i Asien - herunder Malyasia - konstaterede, at han stadig havde lidt jet-lag:
»Det er utroligt, så langt man efterhånden skal rejse væk for at blive dækket af CNN i øjeblikket. Jeg tror også, de stadig leder efter deres bord«.
Hillary for President
Også Fox News, der har en notorisk højreorienteret tilgang til journalistikken, fik en bemærkning med på vejen:
»Se det i øjnene, Fox. I kommer til at savne mig, når jeg er væk. Det bliver meget sværere at overbevise amerikanerne om, at Hillary er født i Kenya«.
Hermed sigter han både til, at Fox har forsøgt at gøre det til at problem, at Obamas far stammer fra det afrikanske land og ikke USA - samt at det forventes, at Hillary Clinton stiller op til at efterfølge Obama som demokraternes kandidat ved præsidentvalget i 2016.
Påvirket i Colorado
»Når vi får den første kvindelige præsident, kan vi også give hende 30 procent mindre i løn. Det er en besparelse, landet har brug for«, fortsatte han og fik dermed også indrammet debatten om ligeløn.
Et andet hedt emne i årets løb har været afsløringen af NSA's (National Security Agency) omfattende overvågningsprogrammer, som blev udløst af whistlebloweren Edward Snowden.
Det adresserede Obama sådan her:
»I Colorada har de legaliseret marihuana i år. Jeg håber ikke, det fører til en masse paranoide borgere, der tror, at regeringen er ude efter dem og aflytter deres telefonsamtaler«, sagde præsidenten.
En god film
Men som traditionen byder, rettede han også skytset mod sig selv.
I år var det den mildest talt uheldsramte sygesikringshjemmeside healtcare.gov - i folkemunde Obamacare - der var i fokus. Hjemmesiden har haft massive tekniske problemer, der har gjort det svært for amerikanerne at melde sig til programmet.
»Vi lancerede Healtcare.gov. Det kunne godt være gået bedre. I 2008 var mit slogan 'Yes we can'. I 2013 blev det 'Control, Alt, Delete'«, spøgte Obama.
»Men i det mindste kom der en god film ud af«, tilføjede han, hvorefter plakaten for Disney-filmen 'Frozen' tonede frem på storskærmen.
Eks-minister hjalp til
Lidt senere var der tilsyneladende teknisk uheld med en video på samme storskærm, hvilket fik præsidenten til at spørge ud i salen, om nogen kunne hjælpe?
Straks rejste Kathleen Sebelius sig - hun er netop fratrådt som sundhedsminister i Obamas regering:
»Lad mig ordne det, jeg er så vant til det«, sagde hun.
Ud over jokes og gallamiddag, hvis overskud går til uddannelsesstipendier, bliver der også uddelt en række journalistiske priser ved Washington-korrespondenternes årlige sammenkomst.
fortsæt med at læse



























