Hvad vil USA egentlig slås for? Verden er i tvivl. Og tvivlen er lige nu ved at underminere den hidtidige verdensorden, selv om USA stadig er verdens ubestridte supermagt og bruger mere end dobbelt så meget på sit militær som Rusland og Kina tilsammen.
For USA bruger ikke længere sin militærmagt. Eller rettere: Præsident Obamas USA bruger sin magt i så begrænsede doser, at verden er begyndt at indstille sig på, at den skal klare sig uden sin hidtidige globale politibetjent. Globocop er gået på pension.
»Da mr. Obama overtog præsidentembedet, spekulerede verden på, hvordan man kunne tæmme USA. Nu bør både han og hans nation indse, at spørgsmålet er vendt på hovedet«, skrev det britiske tidsskrift The Economist for nylig.
For hvor Obamas forgænger, George W. Bush, end ikke tøvede med at lyve sig hen imod en krig som den katastrofale Irakkrig, så er det svært at se, hvad der overhovedet kunne få Obama til at gribe ind.
Her er fem af Barack Obamas blinde vinkler:
1. Kemiske våben: Tja, ...
Barack Obama begik en af sine største udenrigspolitiske brølere, da han sidste år advarede Syriens bloddryppende præsident Assad imod at bruge kemiske våben. Der gik USA’s »røde linje«, advarede han.
Men det var en tom trussel. Assad brugte kemiske våben. Han gør det faktisk stadig. Men Obama greb aldrig ind.
Dels fordi hans europæiske allierede svigtede ham. Dels fordi den amerikanske Kongres ikke ville være med.
USA presser Syrien: Flyt de sidste kemiske våben nuResultatet var, at han undergravede både sin egen og USA’s troværdighed. Og sendte også et signal: Hvor George W. Bush var villig til at gå i krig på blot en formodning om irakiske masseødelæggelsesvåben, så vender Barack Obama det blinde øje til en objektivt konstaterbar anvendelse af kemiske våben.
Ligesom han og hans militær indtil videre har set passivt til, at Syrien er sunket ned i et blodigt kaos, der har udløst en af nyere histories største flygtningestrømme. Ifølge FN er 2,7 millioner syrere nu flygtet til nabolandene.
2. Russisk aggression: Jo ...
USA har på intet tidspunkt overvejet at gribe militært ind over for Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim og destabiliseringen af store dele af Ukraine.
Det er der en simpel grund til: Mens der kun er ét skridt fra det vestlige Rusland til det østlige Ukraine, er der over 9.000 kilometer fra USA til Ukraine.
USA-politikere forlanger hårdere sanktioner mod RuslandSamtidig er krigstrætheden i USA så enorm oven på George W. Bush’ storkrige i Irak og Afghanistan, at hele 52 procent af befolkningen – ifølge Pew Research Center – mener, at USA bare skal passe sig selv.
Så måske USA bruger mange flere penge på militær end Rusland. Men Putin er parat til at bruge den magt, han nu engang har, mens Obama holder krudtet tørt og håber, at økonomiske sanktioner mod udvalgte russiske topfolk er nok til at sætte Putin på plads.
3. Afghanistan: Deres problem
Da Obamas forgænger, George W. Bush, invaderede Afghanistan oven på terrorangrebene mod USA 11. september 2001, var målet ikke blot at udrydde terrortruslen imod USA.
Han ville også gennemtvinge et demokrati, der en gang for alle fjernede vækstbetingelserne for terror og terrorister.
Den ambition har Obama opgivet for længst. Hans mission er at bekæmpe terrortruslen imod USA med målrettede angreb som droner og hemmelige militæraktioner.
Den er ikke at redde Afghanistan eller slås for de afghanske kvinder, der under det tidligere Taleban-styre var så undertrykte, at de i 2001 blev brugt som en vigtig del af Vestens moralske mobilisering til krig.
4. Demokrati: Jo, men ...
Præsident Obama stillede sig på demokratiets side, da han i Kairo i 2009 holdt en af sine store og idealistiske taler om at stille sig på den rette side af historien.
Det var i den første tid af det såkaldte arabiske forår, som siden er gået i opløsning. I Egypten er et brutalt militærstyre tilbage ved magten, og selv om det på centrale områder blæser på USA, amerikanske idealer og præsident Obama selv, så modtager det fortsat amerikansk milliardstøtte. Hvad er linjen?
USA er en svækket supermagt under angrebMellemøstlige og arabiske aktører som Israel og Saudi-Arabien er også så usikre på Obamas beslutsomhed i forhold til bl.a. det iranske præstestyre og dets atomprogram, at de er begyndt at rykke sig væk fra USA.
Saudi-Arabien optræder mere og mere selvstændigt – og uden for amerikansk kontrol – mens Israel har styrket sine militære og økonomiske kontakter til Kina og Indien.
5. Asien: Tør vi tro ham?
Præsident Obama har netop været i Asien og forsikret sine japanske allierede om, at de fortsat kan regne med USA – også i forhold til Kina og til den japansk-kinesiske konflikt om Senkakuøerne.
Men tør japanerne stole på det? Ikke alle er overbeviste.
Japans ministerpræsident Shinzo Abe har planer om at øge de japanske militærudgifter allerede i år, og ifølge den amerikanske avis The Wall Street Journal tvivler flere japanske politikere og rådgivere på, at USA’s støtte er nok til at beskytte dem mod de nye magtforhold i Asien.
En af dem er Yosuke Isozaki, som rådgiver Shinzo Abe i sikkerhedsspørgsmål: »Sandheden er, at USA ikke længere har råd til at være hele verdens politibetjent«.
Obama selv har svært ved at forstå, hvorfor så mange i verden har så travlt med, at USA absolut skal bruge militærmagt. Han tror ikke på det.
Problemet er bare, at mange vil føle sig friere til at undertrykke deres befolkninger, angribe andre lande eller den frie handel, når de ikke længere føler den amerikanske globocops ånde i nakken.
Det kan man synes er latterligt. Men det sker ... lige nu.
Obamas USA har skabt en række tomrum, og andre magter begynder at udfylde dem.
Alt imens Obamas USA ser mere eller mindre passivt til.
fortsæt med at læse
